Kommentar fra den 23. september 2008

På grund af mange spørgsmål lægger jeg lige lidt info ud på denne tråd for at lette arbejdet for kommende betonstøbere.
Tykkelse på pladerMed "almindelig beton" støber jeg ikke mindre end 3,5 til 4 cm. tykt. Jeg har set meget tyndere fiberbeton, men det er ikke en proces jeg kan styre. Husk armering af beton. Her skal anvendes min 6 mm rivenet som placeres ved at der fyldes 2 cm beton i formen, så lægges rivenet i og de sidste 2 cm hældes ovenpå. Husk at rivenettet skal være galvaniseret så rust ikke trænger op i pladen i forbindelse med meget vandplaskeri.
Hvor købes der Marmorskærver?Det kan man købe flere steder, men det mest prof sted i Jylland er efter min mening på havnen i Hobro. JK Shipping som ligger på havnen i Hobro - Telefon 98521433 - Åbningstider fra 7:00 til 15:00
BlandingsforholdHvis man vil lave terrazzo så skal (skal og skal ... men efter min mening) det laves i blandingsforholdet 1 : 1 d.v.s. en del cement til en del skærver.
Hvis man ønsker en overflade som pudset beton, så anvend blandingsforholdet 1 : 2,5 d.v.s. 1 del cement til 2,5 del sand/grus.
Vand i betonen efter behov. Tykkelsen skal være ret fast. Jo mere fast jo mere styrke. Vand svækker betonen. Den skal være så stiv at når den hældes i formen, så skal den presses ud i hjørnerne, den må ikke løbe af sig selv, så er der alt for meget vand i.
FarverHvid beton laves ved at anvende Aalborg White cement med en farveneutral sandtype - Jeg har selv anvendt kvartssand selv om det ikke helt får rette styrke p.g.a. kvartssandets udformning. Det er dog stærkt nok til mig.
Alle andre farver kan laves med oxydfarver (fra f.eks. Bauhaus). Indholdet bør ikke være mere end 4-5%, ved højere forbrug mister betonen styrke.
Eksperimenter evt. med farver ved at lave små prøver med rette type sand, rette mængde farve og cement osv. Lav små fliser på 20 x 20 cm så får man et godt indtryk.
Vibrering
Jeg har vibreret med en boremaskine på slag som jeg kører ned imod rammen. Det virker OK, men det siges at en rigtig betonvibrator er meget hurtigere. Man kan også slå med en hammer fra undersiden hvis man har klodset pladen op.
Tørretid
Efter støbning smider jeg et stykke plastik over formen. Derefter får det lov at tørre en uge. Så tager jeg det ud og sliber det. Hvis man venter længere bliver betonen så f...... hård at den er umulig at slibe med bare nogenlunde normalt værktøj.
SlibningHer er mit problembarn. Det er død pine vigtigt, at du støber på en dertil fremstillet støbeplade (brunt plastbelagt krydsfiner - Kan købes i alle byggemarkeder). Hvis man springer over her, så bliver overfladen mindre jævn, og så er der mere slibearbejde. Hvis det er meget at slibe, så er en vådsliber med diamantkop det eneste rigtige. Det er bare ikke lige det jeg ligger inde med til hobbybrug. Jeg bruger båndpudser (håndholdt) med korn 60 papir til træ og skifter hele tiden til nyt når det er slidt. Derefter sliber jeg efter med en excentersliber med Black Stone papir fra Bosch. Det kan købes hos Johannes Fog i Lyngby.
Huller i overfladen efter slibning
Når man sliber bliver der ofte blotlagt nogle små luftlommer. Disse bliver til småhuller som kan fyldes med en pasta som laves af cement og vand. Det kan ses ja, men giver blot lidt effekt/spil i overfladen. Når voksen er smurt på, så kan det ikke ses længere.
Behandling af betonbordplader
Jeg har fundet et vidundermiddel. Det er til behandling af beton. Det hedder Biovoks,
til grund- og topforsegling af keramiske fliser, granit og marmor. Det er et Evers / Höganäs produkt - Købt i Silvan. Min køkkenbordplade er ca. 4 -5 år gammel og jeg efterbehandler med Biovoks en gang hver 6 måned. Det er bare at rense overfladen med sæbevand, lade det tørre og så give den en til to lag Biovoks. SÅ bliver overfladen lige så blank som et spejl.
God arbejdslyst.
Claus