I 1973 var oliekrisen årsag til en politisk debat om udnyttelse af atomkraft som førte til lukning af Risøs hovedaktivitet nogle år senere. I stedet blev der satset på forskning i alternativ energi, herunder vindmøller. Bemærk at debatten var politisk og ikke faglig. I 1985 blev A-kraften taget helt ud af den danske energiplan.
Danmark fraskrev sig dermed muligheden for forskningsmæssigt at være på international niveau på området. Vi kan i dag ikke selv bygge A-kraftværker endsige drive dem.
Den situation står svenskerne ikke i. De har stadig kapaciteten, men lider af samme djøfisering som Danmark. Opførelse af et A-kraftværk i Sverige tager ca. 7 år, men de nødvendige godkendelser tager mellem 7 og 10 år.
Djøfiseringen har spredt sig til samtlige samfundsvigtige institutioner, hovedsageligt grundet djøf'ernes manglende faglige ballast. Uden den ballast er risikoen for at træffe forkerte beslutninger overhængende.
I et højt udviklet samfund som det danske er de faglige specialister nøglefigurer. Det har Dansk Industri talt højt om i årevis, samt nødvendigheden af at tiltrække de bedste udenlandske specialister for at finansiere vores velfærdssamfund.
Et godt eksempel er det danske sundhedsvæsen hvor den faglige behandling er protokolleret. Det betyder i grove træk, at hvad man for en generation siden blev indlagt for behandles ambulant i dag, og hvad man i dag bliver indlagt for, døde man af for en generation siden, men den situation er under pres fordi politikerne ønsker yderligere djøfisering af sundhedsvæsenet.
... eller som en bornholmsk intensiv sygeplejerske skrev i en kronik i Information under Corona nedlukningen: "Aldrig har det danske sundhedsvæsen så hurtigt og effektivt omstillet sig til krise drift som efter det administrative personale blev hjemsendt".