Nej, det er ikke sjov
Du skriver, at det ikke er noget, man indvier andre i... Jeg beklager meget, hvis du har følt dig presset til at skrive det - jeg opfattede din kommentar til PeterR som "drillende hemmelighedsfuldhed", men nu kan jeg jo godt se, at det betød "det rager ikke jer", hvilket selvfølgelig er i orden. Det kan bare nogle gange være svært at tolke ud fra skrift alene.
I øvrigt tror jeg, de fleste tager afstand fra psykisk syge i afmagt - psykisk sygdom er meget svært at tackle/forholde sig til, når man ikke er uddannet til det. Det er selvfølgelig en ringe trøst for de syge, men jeg tror trods alt, det er de færreste, der for alvor griner af deres sygdom. Jeg har selv arbejdet som plejemedhjælper (rengøring) på et plejehjem for "mildt" psykisk syge, og det var da svært at spore sig ind på mange af beboerne, men man lærer det da hen ad vejen.
Derudover er jeg enig i, at det var en skændsel at se, hvordan de blev behandlet/opbevaret. Plejehjemmet var endda åbent, så jeg går ud fra, at det er endnu værre på lukkede afdelinger - og så er der jo alle dem, der bare får lov at passe sig selv, indtil det slår helt klik for dem