Hjælp, jeg og min familie er ved at blive ruineret
Vi bor i et 9 år gammelt hus, som holder godt på varmen. Vi har varmepumpe med jordvarme som kilde. Så der er ikke så meget at hente der, mener jeg.
Men det er udgiften til vand, der er eksploderet de sidste to-tre år. Vi har tre børn på 6, 11 og 14, og de bader og bruger vand, så det er en lyst (hvis man bare ikke var den, der skulle betale for det). Hvordan får jeg "banket" nogle gode vaner ind i hovedet på dem? Jeg synes, mine spareprædikener preller af på dem som vand på en gås
Min kone er heller ikke meget for at ændre sine dyre vandvaner.
Og her er mit spørgsmål: Findes der dimser eller andet, der
effektivt kan hjælpe med at få vandforbruget ned? Det må ikke koste en bondegård, for vi har ikke de store penge at investere. Måske I bare har nogle gode råd til, hvordan man lykkes med en vandspareindsats?
Det hele bliver ikke bedre af, at vandet hos os er meget dyrt, og det stiger hvert eneste år. Så hjælp, please!