Katter er besværlige for alle andre end deres ejere.
De er umulige at holde på egen matrikel. Det er en utaknemlig opgave at bede ejerne holde deres kræ på egen grund som kun kan skabe splid, men jeg sætter grænsen ved at de skider i ungernes sandkasse. Man bliver pålagt en gene af katteejerne.
Min hønsehund har en indhegning på godt en tønde land som hundegård. Vildfarne katte bliver øjeblikkeligt opdaget og dræbt. Det er træls, fordi min jagthund er trænet til kun at stille og apporter vildtet og ikke dræbe det. Katteejere besværliggør opdræt af en god alsidig jagthund.
Det hænder jeg bliver bedt om at fjerne husskader i villakvarterer hvor antallet har taget overhånd, så andre småfugle får en chance, og der er fældefangst eneste lovlige metode. Jeg har ikke tal på hvor mange gange der har siddet en dum huskat og gloet i fælderne når de skal tilses. Katteejere besværliggør en fornuftig vildtpleje der også omfatter de ikke jagtbare arter.
Man er ikke i tvivl om det er en hus- eller vildkat. Huskatten kan bare lempes ud af fælden uden videre. Med en vildkat skal man først iføre sig rustning. Katteejere der ikke får neutraliseret deres kræ, pålægger os andre omkostningerne ved aflivning syge og skadede vildkatte for ikke at tale om besværet med forebyggende vaccinationer når skaden er sket.
Nogle gange - når jeg bliver tilstrækkelig provokeret - ville jeg ønske katte blev betragtet som en invasiv art.