Hej kloge folk.
Håber at nogen med viden eller erfaring på området vil give lidt input til vores situation.
Kæresten og jeg er ved at købe et rigtig dejligt hus fra 1923, men er her i 11. time blevet opmærksomme på, at samtlige ventilationsriste til krybekælderen er blevet muret til af forrige ejer, for 11 år siden. Det samme er vinduerne til den lillebitte kælder under køkkenet. Det betyder, at der ingen ventilation/udluftning er, i hverken kælder eller krybekælder.
Vi har set huset et par gange og kælderen virker tør (det var den ikke da nuværende ejer overtog, grundet blandt andet uhensigtsmæssigt fald i terræn, som dog er udbedret) og lugter hverken fugtigt eller lignende.
Den smule af krybekælderen vi kan se ind i, fra en lille lem i soklen i den ene ende af huset, ser umiddelbart også tør ud og lugter heller ikke fugtigt eller lignende.
Vi er dog først blevet opmærksomme på de afblændede riste efterfølgende, og har dermed ikke inspiceret kælder/krybekælder med dét for øje, men der var intet der umiddelbart indikerede problemer med fugt i kælderniveau - ej heller i selve boligen, som ligeledes ikke lugtede fugtigt/muggent, der var ingen gyngende trægulve eller mørke plamager på væggene.
Alligevel er vi nu bekymrede for, om vi skal være påpasselige med at købe pga. den manglende udluftning/ventilation under huset, ift. eventuelle skjulte fugtproblemer i gulve/vægge, rådden bundkonstruktion grundet fugt, stillestående luft og radon eller andet.
Vi er helt grønne førstegangskøbere og aner intet om hvor kritisk situationen er, hvor hurtigt den slags kan udvikle sig, hvad man skal være opmærksom på, hvem man rådfører sig med osv. - og vi er nu en smule bange for at købe et hus der ender med at skulle rives ned og/eller ruinere os fuldstændig.
Ender vi med at købe, vil vi selvfølgelig få genetableret ventilationsristene, men det kan jo være ligemeget, hvis huset allerede har taget kritisk skade efter 11 år uden.
Hvis det har nogen betydning:
Huset har af tidligere ejer fået nedlagt krybekælderen og fået lagt gulvvarme i størstedelen af huset (hele den midterste del), og udover den lille kælder under køkkenet midt i huset, er der derfor kun krybekælder i husets ender - et værelse med helt blændet krybekælder i den ene ende og to værelser med blændede riste, men dog inspektionslem, i den anden ende.
Der er desuden ingen tilstandsrapport, og vi er på et punkt, hvor vi snart skal skrive under, hvis vi ikke vil miste huset, så lidt af et tidspres.
Hvad tænker I? Har huset nærmest med garanti kritiske skader, eller er vi for overforsigtige? Kan huset sagtens være fint på trods, eller er det et must at man få fagfolk til at inspicere indgående, før et eventuelt køb?
På forhånd tak!