Hej folkens,
Jeg har døjet rigtig meget med myrer der kommer frem fra under en af terrassedørene indendørs, hvilket har sat skub i en renovering af stuen, hvor jeg derfor bl.a. har fjernet det gamle laminatgulv/gulvunderlag og isolering under begge terrassedøre. I den forbindelse kunne jeg se skjolder på beton/gulvunderlag og fugtig isolering.
Jeg fiksede et par krakelerede fuger i bunden af dørene sidste år, så min første tanke var at skjolderne måtte stamme fra før det blev fikset, men synes dog alligevel at det ville være lige mystisk nok hvis isoleringen fortsat kunne være fugtig fra sidste år, selvom det har været lukket inde. Min næste tanke var at myrerne måske tager fugten med ind fra undergrunden gennem en lille sprække/revne i betonen under døren, men fugt problemet opstår ved begge døre så det kan jeg heller ikke lige få til at give mening.
Jeg har derfor efterfølgende holdt øje med dørene når det har regnet og kan rigtigt nok se at betonen ud til dørene nogle steder kan komme til at se fugtig ud. Jeg er overbevist om at fugerne udendørs nu slutter tæt, så jeg tænker at vandet må komme et andet sted fra.
I forbindelse med at jeg ville tage billeder til dette indlæg lagde jeg dog mærke til at der er en form for liste i bunden af dørkarmene som ved den ene dør ikke går helt hen og helt mangler i den anden dør. Kan dette muligvis være årsagen og at vandet derfor kan sive ned bag den udvendige fuge og frem til gulvet indendørs? Eller kan det eventuelt være vand der siver op fra soklen? Eller måske noget helt andet? Hvad kan jeg gøre ved det?
Jeg har vedhæftet et billede af døren som (måske) mangler slutningen på listen. Det er den anden dør som har myrerproblemet og hvor listen er helt fraværende.
Jeg sætter stor pris på jeres input! Tak!