Hej igen, og tak for yderligere info :)
Ang. græs til mur, så var det nu heller ikke planen. Jeg påtænker grus med fiberdug under... Okay, jeg åbnede lige Photoshop, og her er en lille tegning :D
Så til venstre er en havemur mod naboen, og til højre er mit hus. Det, jeg tænker nu, er at jeg ikke gør noget med at putte sand ind mod fundamentet, og i stedet deponerer det lissom på billedet. Så tænker jeg at bruge nogle af de mursten, jeg alligevel har nu jeg er ved at fjerne dem fra jorden, til at lave en kant mellem plænen og den bræmme af grus, jeg vil lægge ind mod muren.
Det med at lægge fiberdug ind mod fundamentet var ikke for at forhindre fugt, men for at forhindre evt. rødder i at hygge sig med mørtlen. Og jeg tror du har ret i at det kan være ren kalkmørtel. Huset er fra 1910. Jeg har tidligere gravet ned under jorden lidt længere væk, da jeg lagde terasse og også skulle lappe lidt på et afløb, og i samme omgang fyldte jeg fugerne op i fundamentet der. Jeg tror egentlig ikke, at det stod så dårligt til, men det var sådan lidt random, hvor meget mørtel, der var mellem stenene dernede. Jeg tænker, det nok lisså meget har været fordi, der ingen kosmetiske hensyn har været ift. at man var ved at mure fundamentet, så man har ikke fuget efter. I hvert fald valgte jeg at fuge efter, når jeg alligevel havde blotlagt det. Det er jo ikke så tit, man har chancen :)
Jeg har dog også repareret nogle revner andetsteds over jorden, og da jeg har skrabet ind, oplevede jeg at mørtlen her var meget porøs, hvilket den ikke var, den jeg fandt mellem stenene under jorden i fundamentet. Jeg ved ikke, om det har noget at sige ift. teorien om kalkmørtel? Mon man brugte to slags mørtel tilbage i 1910?
Okay, anyway, tilbage til min tegning. Efeu eller ej, så har jeg tænkt stadig at gøre det på den måde med grus og dug under, og så mursten på højkant langs kanten, så gruset ikke lister ud på plænen. Er der nogen grund til ikke at lægge en dug op mod fundamentet til at lokke evt. planterødder til at stoppe deres fremfærd dernede?
Hvis jeg planter efeu, så tænkte jeg at plante det ude under plænen, som tegnet på tegningen, og så trække dem under eller mellem kantstenene, under gruset, og så lade dem klatre op ad muren til sidst. På den måde tænkte jeg, at rødderne har god mulighed for at lege under plænen. Det var også derfor, jeg oprindeligt tænkte at putte sand under gruset, for så ville det være endnu mere ansporende for efeuerne at slå rødder i den anden retning, ud under plænen og hen mod naboen. Men nu tænker jeg, at det måske er for risky ift. vand og det dér, at lægge sand under gruset. Måske bedre at lade være.
Det du skriver med efeu og kalkmørtel tænker jeg ikke umiddebart vil være et problem, for der er efterfuget (på forfærdelig klodset vis) med en hård mørtel — det ligner Weber universalmørtel fra Jem & fix. Det er faktisk også pga. murens stand, at jeg tænkte at plante slyngplanter, for huset står i Rønne, og det er et problem i kvarteret, at tidssvarende huse her i området ofte har sten fra Allinge, som er blevet brændt for hårdt, og derfor har let ved at skalle af. Det er der rigtig mange sten i mit hus, der er, og jf. den klodsede opfugning, som jeg nævnte før, har en tidligere ejer valgt at løse problemet ved bare at mørtle hen over de sten, der var skallet af. Det ser grimt ud, men har i hvert fald stoppet afskallingen. Jeg tænker også, at det ikke kan være helt optimalt ift. fugt, da jeg vil tro, at mørtel på en afskallet sten vil betyde, at den suger mere fugt til sig?
Dertil er flere sten skallet af siden, så det er p.t. en skøn blanding af "overstrøgne" afskallede sten og rå, afskallede sten, og selvfølgelig sunde sten. Jeg vil tro én ud af fyrre eller halvtreds sten er skallet af, så det er ret mange. I hvert fald hundrede, der burde blive skiftet. Så kommer vi så til at jeg er på sygedagpenge, så jeg leder lidt efter billige lappeløsninger, som ikke forhindrer mig i senere at fikse problemer ordentligt — her at skifte de afskallede sten. Jeg tænker at gå hele muren igennem og sørge for at fuger er i orden, og at der ikke er nogen revner. Dertil har jeg tænkt at "løse" problemet med afskalling på samme måde som mine naboer og den tidligere ejer — altså ved at mørtle henover. Dog vil jeg prøve at gøre det pænt og med en helt hård mørtel med masser af cement i (måske bare rent beton?), og ikke bare trække fugemørtlen hen over de skadede sten. Om ikke andet så af kosmetiske årsager.
Det var så derfor, jeg kom til at tænke på at bruge efeu til at beskytte murene med. De er jo stedsegrønne, og de dækker derfor rigtig godt hele året, ikke mindst i vinterhalvåret, hvor der er meget nedbør, og deres blade derfor vil holde rigtig meget regn væk fra stenene — tænkte jeg i hvert fald. Nu skriver du jo det modsatte, at jeg skal være opmærksom på, at muren ikke fugter op, hvis jeg har en efeu på den? Hvis det reelt er tilfældet, altså at muren vil være MERE fugtig, hvis den er dækket af efeu, så giver min plan jo i hvert fald ingen mening, og så vil jeg ikke gøre det :) Jeg synes da, de er pæne, men det bliver jo også et arbejde at holde dem væk fra tag, vinduer og tagrende, og det var primært for at beskytte muren. Og også for at dække over den, da den ikke er så pæn...
Åh, jeg beklager romanerne, og at spørgsmålene kommer dryssende sådan lidt her og dér :) Jeg håber du har mere input alligevel, for det virker som om du ved en del om det :)
Endnu engang tak :)
PS: Gør det nogen forskel at grave ned og efterfuge i fundamentet (lissom jeg gjorde i foråret andetsteds)? Denne gang er det jo markant længere, jeg skal ned, da det er her, min kælder også er, og hvis det ikke gør nogen forskel, eller kan være decideret farligt, vil jeg jo hellere lade være.