Jeg er faldet over den her vejledning Jeg synes den fint opsummerer meget af det, der står fordelt ud på mange tråde herinde:
Gulvvarmepladerne kan lægges direkte på et bjælkelag, så længe de understøttes ordentligt. De kan oven i købet undersænkes ned i bjælkelaget, hvis man sørger for at bygge understøtningen som beskrevet.
Varmefordelingspladerne sømmes fast i varmefordelingspladerne.
Og som noget nyt, i hvert fald for mig, er Fermacell 12,5mm fibergipsplader nu godkendt som trykfordelingslag, direkte oven på varmefordelingspladerne. De skal fuldlimes med en fleksibel fliseklæber, skrues fast til underlaget, og limes med 'vådrumslim' i kanterne (hvad det så end lige er?).
Efter en behørig priming kan man påføre vådrumsmembran og herefter fliser.
Med 10-15 mm til fald, 22 mm gulvvarmeplader, 0,4mm varmefordelingsplader, 12,5mm fibergips og 12-13mm membran+fliseklæb+flise, ender man med en tykkelse på 58-63 mm tykkelse, inklusiv fliser og fald. Og hvis man gør sig ulejligheden at undersænke gulvvarmepladerne ned i bjælkelaget kan man komme helt ned på 36-41 mm.
Jeg havde ellers kigget længe på Nordic gulvvarmepladerne, men jeg er lidt loren ved varmefordelingsfolien - den ser noget tynd ud. De skal i øvrigt have et bærende lag nedenunder, samt mindst 10 mm afretningslag, for at kunne påføres vådrumsmembran. Og så er der efter sigende et stort spild ved at anvende disse plader.
Jeg havde også kigget lidt til Wedi, men deres løsninger er lidt tykke i det, mindst 50 mm - og de kan vist ikke bruges som bærende lag(?). Til gengæld har de et element med præ-installeret linjeafløb og fald, hvilket er lidt frækt.
En løsning har været omtalt på dette forum, hvor forskallingsbrædder (eller strimler af plade) lægges ud på tværs af bjælkelaget med en indbyrdes afstand, så varmefordelingsplader og slange kan skubbes ned mellem dem. Umiddelbart virker det som et ganske fornuftigt alternativ til gulvvarmepladerne, dog med det catch, at man nok bør have en plade under det hele til at understøtte yderpunkterne, hvor slangen skal vende. Men derudover kan resten af processen bruges oven på dette lag, og dermed anvendes i vådrum. Og så tror jeg ærligt talt ikke det kan gøres billigere.
Jeg har ikke et egentlig spørgsmål, udover de to spørgsmål i parantes, men jeg håber at de erfarne herinde vil kommentere, hvis der er fejl eller plads til forbedring i ovenstående :)