Spørgsmål ang. gennemstrømningsvandvarmere

Hej!

Jeg hedder Daniel og er meget tæt på at have købt mit første hus — et meget lille et af slagsen: 30 m2 grundplan i halvandet plan :D Men det er kun min kat og jeg, der skal bo der, så det passer fint. Det er stort set samme størrelse som den to-værelses på Nørrebro i København, vi bor i nu :)

Huset er fra 1910, og det er grundlæggende sundt, men der er masser af gør-det-selv-opgaver, der venter. Den største er taget, som er betontegl, og nok ikke holder ti år mere. Såååå... Om under ti år vil jeg derfor nok gerne stille spørgsmål om taglægning og etablering af udhæng (hedder det vist? "fuglehusene" oppe på 1. sal i halvandenplanshuse?), men indtil da har jeg andre spørgsmål. Håber jeg overholder etiketteregler osv., ellers retter jeg ind!

Indtil mit købstilbud er godkendt (syv-ni-tretten) og Lasse i banken har sagt "den er fjong, Daniel," så har jeg svært ved at sove og koncentrere mig om andet end hvordan jeg skal istandsætte på budget, og hvilke ting, der skal købes, hvilken behandling gulvet skal have, osv. osv. osv. Lige nu kan jeg ikke lade være med at tænke på køkken og bad, og p.t. helt specifikt kredser tankerne om vandvarmer.

Der er nemlig ikke fjernvarme i huset. Der opvarmes med brændeovn og elradiatorer. Varmt vand leveres af en old-school vandvarmer, som meget ligner den, mine forældre havde i deres sommerhus ved Hvide Sande, dengang jeg var barn.

Jeg er ret sikker på, at den er af det mærke, der hedder "Metromini," for det dér røde M er ret genkendeligt. Jeg har set det mange gange før, og jeg er rimeligt sikker på, at det var sådan et M, der var på vandvarmeren, da jeg kiggede huset igennem i sidste uge. Umiddelbart tænker jeg derfor, at det mærke nok er okay kvallivare (?), men tanken er enten svært dårligt vedligeholdt eller meget gammel, og den er også stor, så jeg tænkte, at den under alle omstændigheder skal skiftes ud.

Og så var det, jeg tænkte, om det ikke kunne være fikst at købe en gennemstrømningsvandvarmer i stedet. Ikke mindst fordi min kat Bingo intet varmt vand bruger, og jeg selv kun tager bad hver anden dag (ved ikke med jer, men jo ældre jeg bliver, desto mindre går jeg i bad :/ Nu er jeg 43, og hvis skægget sidder lige om morgenen og jeg lugter fint under armene, så skipper jeg gerne badet :D). Så vil der være en større opvask engang imellem, men ærlig talt, så bruger jeg allerede nu bare den kolde hane, hvis jeg skal vaske én tallerken og ét sæt bestik op, hvilket er tilfældet 90% af gangene, jeg har opvaskebørsten fremme.

Jeg tænker, at det med det forbrugsmønster da må være det økonomisk mest fornuftige at vælge en gennemstrømningsvandvarmer? I og med at huset er så mini, så er der kun ét bad og én køkkenvask. Og de er placeret meget tæt på hinanden, da der — så vidt jeg kan se — også kun er én brønd (det er vist termen for afløbskloaktingen, hvor vand ledes væk?), så der er heller ikke langt at trække slanger/rør for at levere varmt vand til de to våde lokationer.

Hvad tænker I for det første om det? Er det en korrekt konklusion? Jeg har googlet lidt på det, og jeg bliver lidt forvirret over nogle af de setup, der beskrives med gennemstrømsvandvarmere, hvor folk lader til at koble dem foran en fjernvarmetilslutning? Også en bolius-rådgiver nævner, at fjernvarmeselskabet kan blive knotne, hvis man kobler en gennemstrømningsvandvarmer på, hvortil jeg instinktivt tænkte at det da var et dårligt råd, for man putter da ikke en vandvarmer i sit hus, hvis man har fjernvarme. Men så tænkte jeg også, at det jo nok blot er endnu en af de ufatteligt mange ting, jeg tager fejl om, fordi jeg ikke fatter briller om det. Men i hvert fald, hvis det altså er en opsætning, der er almindelig, så har jeg i min situation brug for at opvarme koldt vand til badetemperatur :).

Så kigger jeg jo lidt på, hvad sådan nogle banditter koster, og her hos vvs-eksperten svinger priserne jo en del: https://www.vvs-eksperten.dk/varme-og-klima/varmtvandsbeholder/gennemstromningsvandvarmer

Der er f.eks. det dér "M" igen, altså Metromini. Jeg ved ikke, hvor mange liter per minut, jeg har behov for at den kan levere, sådan en, men jeg tænker at 1,8 l/m i hvert fald lyder af for lidt? Så er der de dér mellemstørrelsesnogen, altså "Aqua Rapid" med 5,8 l/m og Metromini med 4,8 l/m. Vil sådan en være tilstrækkelig? Og her tænker jeg ikke kun ift. om der kommer nok liter vand ned i hovedet på mig i minuttet, men også om der er andre parametre som f.eks. vandtrykket? Der må jo være en teknisk standard for hvad X liter vand per minut betyder — og jeg tænker at det må handle om i hvert fald evnen til at opvarme disse X liter vand fra et bestemt til et andet bestemt antal grader (fra 5 til 60, monstro?), så altså noget med varmelegemer, men kan der også være forskel i hvilket tryk, de kan levere, selv om de har samme liter-per-minut-specifikation?

"Aqua Rapid" her ser jo f.eks. både ud til at være federe ift. indstillingsmuligheder og så praler den med flere liter i minuttet, og så til en lavere pris. Meeeen, tænker man så, det er der jo nok en grund til. Og det dér "M" har jeg jo lagt mærke til mange gange, så mon det er det sikre valg, som man bør træffe, eller hvad?

Ja, undskyld, det bliver lidt løst og vævende det hele, men jeg skal også lige finde ud af tonen og det herinde. Og så har jeg jo ikke skrevet før, så er man vel tilladt lidt ævlen :) Måske jeg lige skulle opsummere i nogle punktspørgsmål:

1) I samme situation i et hus af den størrelse uden fjernvarme, og hvor der ikke kommer fyr eller fjernvarme, og I bruger varmt vand som mig, ville I så vælge en gennemstrømsvandvarmer?
2) Er varmerne direkte sammenlignelige på de dér l/m-tal ift. ydelse eller er der andre parameter, såsom vandtryk, der ikke kan læses gennem det tal?
3) Hvis jeg så rent faktisk skal købe sådan én, er det så en af dem med det røde "M" på, eller er der andre, der er lisså gode til færre penge, eller bedre til samme pris?

Hov, jeg skal måske lige nævne, at der ser ud til at være glimrende strøm i huset — sikkert fordi, det er el-opvarmet. Der er i hvert fald en kæmpe eltavle af nyere årgang, som ville få mit elskab her på Nørrebro til at løbe den anden retning, hvis det mødte det i en mørk gyde.

På forhånd tusind tak for input :) Og fedt, der er så stort et site til gør-det-selv-folket. Håber, jeg kommer til at bruge det meget, og ikke skaber mig fjender herinde :)

Daniel
18 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce
Gennemstrømning betyder blot at vandet bliver varmet op idet det løber igennem, istedet for at være opvarmet i en beholder.
Varmekilden kan sagtens være fjernvarme, men altså også el, eller gas for den sags skyld.

Ulæmpen er at den kræver ret meget strøm, hvis den skal nå at kunne varme vandet tilstrækkeligt.
Du skal kunne levere min. 6l/min ved 40grader for at få et tilfredsstillende resultat. Så du skal finde en med mange kW, altså høj effekt.
Metro, som mærket hedder, er et gammel kendt dansk mærke, og det betaler man også for.

Jeg ville overveje at finde en luft til vand varmepumpe istedet, udelukkende ud fra driftsøkonomien, da du så også kan opvarme din bolig til billige penge. Dette ville jeg personligt gå efter hvis jeg sad i sin situation. 

Dog kunne en luft til luft varmepumpe og en fornuftig gennemstrømningsvandvarmer også være et godt bud. Installationsomkostningerne er i hvert fald væsentlig lavere. 

Elektronikteknikeren
Velkommen på lds.
Ja du skriver at du er lidt vævende og det må jeg da give dig meget ret i. Der skal læses meget tekst før man kommer til guldkornene. Men det kommer sikkert med øvelsen så du udtrykker dig lidt mere præcis og kortfattet. .
Du skal ikke spekulere så meget i den lille detalje. Få købt huset og flyt ind. Der er ikke den store økonomiske forskel på om du kører med varmvand beholder eller gennemstrømning. Så vent og se når den gamle går i stykker om der skal monteres en mindre eller om det skal være gennemstrømning.
Hvis der i tilstandsrapport står at taget har mindre end 10 års levetid, så er det ikke exakt men et gennemsnitlig estimat for den type tag.

Har nogen samlet det, kan det skilles ad. Samles igen ? ?


m.v.h. Erik
Hej, Gregeren!

Tak for info :) Det er totalt nyt for mig, at man simpelthen kan varme noget andet vand op med fjernvarme :D Og nu spørger jeg bare af nysgerrighed: Kommer fjernvarme ikke ud til kunden som varmt vand? Eller er det fordi, det kan komme på en anden måde, at man vil have brug for at konvertere det på den måde til varmt vand? Og når nu man kan have forskellige varmekilder, så er der vel også forskellige type gennemstrømningsvandvarmere? Dem i mit link siger 400V, så det ligner at det er den type, jeg har brug for (og at de sluttes til et kraftstik? (for at være lovligt, af en VVS'er, antager jeg?)).

Men nu hvor du nævner ulempen ift. strøm, så hjælper det mig ikke så meget ift. mit valg, hvor jeg jo vil varme op med el uanset om det bliver den ene eller den anden type vandvarmer. I mit ukyndige hovede bør varmtvandsbeholderen bruge mere strøm på sigt, når den nu står og holder vandet varmt...

Og til sidt: Du skriver "6 l/min ved 40 grader" — er det implicit et svar på mit spørgsmål om hvad tallene rent faktisk dækker over, når fabrikanten nævner varmerens varmeevne i l/min? Altså at det altid betyder X/l til 40 gr. celcius? Og er det fra koldtvandshanen?

Endnu en gang tak :)
Hej, Elmand!

Tak for velkomst, og tak for svaret :) Og ja, købstilbudet er klar, og sælger vælger det forhåbentlig i morgen over den anden interesseredes bud, så jeg spørger ikke fordi det er en faktor i min beslutningsproces. Inde i hovedet er jeg bare godt i gang med istandsættelsen allerede :)

Når du skriver at der ikke er den store økonomiske forskel på beholder- og gennemstrømningsløsningen, så antager jeg (ret mig gerne, hvis jeg antager forkert), at det må være baseret på nogle gennemsnitsmønstre for nogle gennemsnitshusstande? Mig med mit hverandendagsbad kan jo ligge langt fra sådan et gennemsnit og så tænker jeg at "ikke så stor" en forskel godt kan være stor alligevel?

Og så forholder det sig også sådan, at der p.t. er en bruseniche (en af den fritstående slags), som er en K3'er på tilstandsrapporten ved sin blotte tilstedeværelse i huset, og som ligeledes gør at der i husforsikringen ikke dækkes for vandskade. Så det ligger relativt højt på prioriteringslisten at få lavet et ordentligt bademiljø, og i den ombæring giver det god mening for mig at få skiftet den store gamle vandvarmer, og deraf det konkrete spørgsmål til valget mellem en ny beholder eller gennemstrømningsapparat, hvis man havde mit vandforbrug.

Tak igen :)
Du behøver jo ikke at gruble over fjernvarme det er jo ikke den mulighed der er hos dig.
Men jo det er varmt vand der sendes ud fra fjernvarmecentral. Men den er meget sort, og tilsat forskellige kemikalier for at kunne holde. glide let i rørene m.m. Så det er absolut ikke drikkevand. Derfor skal der ske en varme flytning til det rene forbrugs vand. Det sker ved at der inde i en beholder strømmer brugsvand medens fjernvarmevandet løber for sig selv igennem i en spiral af rør. Det varme rør varmer så brugsvandet op.
Og ja der er meget forskel på en vandvarmer til el og til fjernvarme.
Jeg tænker nu ikke på en gennemsnitlig familie forbrug, men på dit beskrevne mønster.
Når der skrives 6 l/min så betyder det at den specifikke vandvarmer kan opvarme vandet 30 gr når det strømmer med 6 l/min. Er det så 10 gr. i koldvandhanen så ender det på 40 gr.
En varmvandbeholder til el ( 2 kw ) bruger langt mindre strøm, men i længere tid. Så det giver stort set det samme forbrug. Derimod er en gennemstrømning ofte 12 kw Der er ikke ret stor tomgangstab i en el - vandvarmer
Det er jo i princippet naturlove vi taler om. Hvor meget energi skal der bruges for at varme X antal liter Y antal grader.

Har nogen samlet det, kan det skilles ad. Samles igen ? ?


m.v.h. Erik
Annonce
Som elmand skriver bruges fjernvarmevand kun til at opvarme det vand du får fra vandværket, som jo er koldt.

Man får altså aldrig fjernvarmevand ud af hanen, med mindre noget er gået læk😁

At forskellen i energiforbrug mellem gennemstrømning og beholdervarmer ikke er særligt stor, skyldes at beholderen er godt isoleret. Så den taber ikke rigtig varmen, du når at bruge den først.

Til gengæld er det dyrere at lave en elinstallation (kraft) til gennemstrømning idet den skal bære væsentlig højere strøm i det korte tidsrum du benytter den, hvorimod beholderen kan køres fra en enkelt stikkontakt.

En luft til vand varmepumpe kan opvarme brugsvand og centralvarmevand i samme enhed. Endvidere er den Ca. 4 gange billigere i strøm. Både til opvarmning og varmt vand. 

Elektronikteknikeren
Fedt, Erik, tusind tak for detaljerne :) Så ville jeg jo nok sørge for at overdimensionere en evt. gennemstrømningsvandvarmer nok til at jeg kan få, hvad... 3 grader koldt vand varmet op til 50 grader, i en strøm, der passer til et godt brusebad. De tal kan jeg jo så selv regne ud.

Og ja, fjernvarme er bestemt out, det var nu også blot nævnt fordi Gregeren skrev at en gennemstrømningsvandvarmer kunne køre på fjernvarme, og jeg blev helt paf. Lærer noget nyt hele tiden :D Har netop set denne video, hvor de nævner den løsning (som "varmtvandsveksler") kontra en beholder, med en fyr fra de dér Metro. Virkelig interessant: https://www.youtube.com/watch?v=Bwl9xZ1XLKA

Og ja, i ligningen handler det jo i sidste ende om at trylle Joule fra væggen om til begejstring i vandmolekylerne, og så undgå at spilde for mange af dem ud i nærmiljøet i processen (omend de jo i hvert fald i kolde måneder ikke spildes, så længe spildet foregår inden døre). Den eneste forskel, jeg kan se mellem de to løsninger er så, at den ene har et løbende elforbrug til at holde vandet varmt og klar til brug, hvilket jo nok er stort set dens eneste spild (jeg antager, at den i bund og grund blot er en glorificeret isoleret beholder med en dyppekoger sunket ned i vandet), mens den anden kunne have noget spild i designet, hvor den varmer hælder Joule ud i sit nærmiljø, som jeg hellere ville have haft ned i vandet.

Hvor meget aner jeg så ikke, men det er ret sjovt at undersøge, og jeg burde jo ærligt talt også have googlet lidt længere, inden jeg spurgte. Blev bare helt begejstret, da jeg fandt LDS, og så hvor meget aktivitet her er :)

Men hvis du mener, at det er stort set det samme, og jeg alligevel regner med at den skal skiftes, så tror jeg nu, jeg vil kigge efter en gennemstrømningsvandvarmer, med mindre jeg falder over noget rigtig træls. De fylder jo noget mindre, og alle m2 tæller som nævnt :)

Tak, Gregeren!

Ja, det er vildt, hvad jeg lærer :D Jeg troede faktisk indtil nu, at jeg badede direkte i vand fra varmeværket   80 grader varmt vand fra varmeværket! Holy moly!

Og når du nævner det med elinstallationen, så er det jo i hvert fald også det første, jeg skal have dobbelttjekket, når (hvis — syv-ni-tretten) jeg flytter ind. Det var en ordentlig eltavle, jeg så, men jeg skal jo også kunne have alle radiatorerne tændt og tage et bad samtidig uden at der går ild i hytten. Specielt hvis katten også lige koger vand til kaffe imens, og vaskemaskinen kører :)

Jeg skal lige have tjekket op på det dér med varmepumperne, det er pænt fascinerende teknologi. Jeg er dog rimeligt sikker på, at jeg ikke må have nogen som helst varmepumper ud over jordvarme installeret. Lokalplanen er meget streng. Og de larmer vist også, gør de ikke?

Tak igen for svar :) Og tak til jer begge to for den rare velkomst!
Men hov — én ting, som I måske stadig kan svare på, er det dér med mærkevarerne. Jeg kan nu forstå, at Metro er et dansk selskab. Er det bare kvallivare, eller hvad? Skal man gå efter det uanset at det koster mere? Eller er der andre gode mærker også?
I de gamles sommerhus satte vi en 30 liters beholder op til 600kr.
Den kører på 10.år.
Man kan få flere end et par stykker af dem for samme pris som en enkelt metro.
Så jeg ved godt hvad det bliver næste gang.
Men om vi blot har vundet i lotteriet ved jeg ikke. Med metro er du nok sikret en god kvalitet. Og adgang til reservedele. 
Med de billige er det måske lidt et sats. Men du taber nok ikke penge ved det sats. Såeh.

I øvrigt er en lille 30liters beholder nok til at to personer kan nå at vaske hår efter hinanden, samtidigt fylder beholderen ikke alverden. 

Elektronikteknikeren
Der er yderligere 8 indlæg i tråden.
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis