Det er naturligvis fint at være fugleven, men de klarer sig alligevel. Solsorten har mange fjender og får mange unger, og "heldigvis" dør der mange af dem. Hvis der slet ikke var noget der gik tabt, har man regnet ud at der ville blive næsten solformørkelse i løbet af få år.
Jægere her på egnen går langs hegn for at skyde skader f. eks. ( på rette årstid ) Det er efter min mening indgreb i naturen der er nyttesløst. Alle arter har sin plads for at opretholde balancen.
I øvrigt er solsorten en af de arter der har ændret adfærd de sidste 50-100 år. Alle på vores alder husker den leksikon agtige bogrække på 12 -14 bind af dr. Ingvald Lieberkind der hedder Dyrenes Verden. Heri skrev han omkring 1950 at solsorten er en sky skovfugl.
Det har jeg ikke indtryk af på vores terrasse. Her i foråret var der i en lille stedsegrøn busk en fin rede, som var lige i børnehøjde. Og naturligvis skulle børnebørnene følge med i udviklingen. Vi sad med hyggelig kaffe m.m. da en af dem en lille pige på 8 år skulle kigge. Solsortehunnen fløj rent bogstaveligt i nakken på hende, da hun nærmede sig. Det så så skægt ud at vi ikke kunne lade være med at grine. Og naturligvis græd pigebarnet "u trøstelig". Ikke på grund af smerte men fordi vi grinede.