Fugt i kælderen

Hej!

Vi har for nogle måneder siden overtaget vores hus og måtte desværre efter ganske kort tid konstatere at der er fugtproblemer i kælderen. Der er store områder med saltudblomstringer, gule pletter samt misfarvninger på trætrappen som er op ad en ydervæg. Fugten kan måles både i ydervægge, skillevæggen samt gulvet. Dvs. det er nok en kombination af opstigende fugt samt jordfugt fra regn mv.

I tilstandsrapporten var intet nævnt mht. fugt i kælderen og vi kunne heller ikke se noget da vi kiggede på huset. Så mon ikke kælderen fik en ordentlig omgang lige inden det blev sæt til salg...

Vi har anmeldt sagen til ejerskifteforsikringen og de mener umiddelbart at det er dækningsberettiget. Nu havde vi to håndværkere ude for at kigge på problemet.

Først blev der gravet et hul langs kældervæggen for at se om det fylder sig med vand og om der er isolering på væggen - hvilket der ikke var. Kælderen er fra 1976. Hullet på ca. 1,8m har ikke fyldt sig med vand, så det er positivt.

Det første forslag vi fik af entreprenøren var at få gravet kælderen op for at give væggene en tjærebehandling samt nogle drænplader og evt. - på egen bekostning - få lagt noget omfangsdræn. Det lyder umiddelbart godt for mig, men løser det også problemet med fugten i gulvet? Derudover skal det siges at en væg går ind under huset da ikke hele huset har kælder. Den kan så ikke behandles udefra men den er også fugtig.

Det andet forslag vi fik var en indvendig behandling med Vandex af både gulv samt vægge. Jeg er dog lidt i tvivl om det virkelig er en god løsning da man jo ikke løser problemet, man spærrer fugten bare ind i væggen således at den ikke kommer ind i kælderen men murværket står jo "i vandet". Ifølge mureren var det ikke noget problem men her vil jeg gerne have en second opinion. Nogle som har erfaringer med det?

Hvad ville I gøre?

På forhånd tak!

6 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce
Jeg ville undersøge og få konstateret hvorfra fugten kommer, inden jeg ville finde ud af hvordan jeg stopper skaden.

Undersøg også hvor vandspejlet ligger og spørg naboerne om de har, eller har haft lignende problemer.

Og så ville jeg tage det lidt med ro, for at få det hele undersøgt ordentligt. Det er jo en skade der har været undervejs længe, så 1 måned til eller 5, gør nok ikke den store forskel. Håber jeg da ikke ;-)
Denne bruger er slettet og ikke længere aktiv.

Da vi købte vores hus, skete det samme hos os. Start med at tjekke dine tagrender/nedløb/brønde for fejl og utætheder.

Hos os stod en tagrende og dryppede lidt (2 små huller), og en sandfangsbrønd var fyldt til randen med skidt, så den stod og løb over når bare duggen faldt. Det betød at der langsomt sivede vand ind i kælderen, da jorden omkring huset var konstant våd.

Løsning: Jeg skiftede tagrender/nedløb. Fik en kloakmester til at grave op og dræne omkring huset. Da vi alligevel havde gravet op, blev væggene tjæret og isoleret.

Siden da har vi ikke haft problemer af nogen art, selvom jeg troede at det opstigende vand ville give problemer, men det bliver åbenbart drænet væk af omfartsdrænet.  


Jo ældre man bliver, jo hurtigere har man løbet som ung...
Om de 2 løsninger:
At prøve at løse problemet ved at stoppe vandet på indersiden betyder bare, at vandet -som du selv skriver - hober sig op i betonen. Så det gør nok bare ondt værre. Der er jo en grund til, at man anbefaler at maling af kældervægge skal være med diffusionsåben maling.
Hvis du er heldig, skyldes problemet "bare" at kloaksystemet - som i Henriks tilfælde - er utæt eller tilstoppet - men når problemet er så massivt, som du beskriver, er der nok ingen vej udenom et omfangsdræn.

For en del år siden fik vi det lavet, og i den forbindelse fik jeg en lang og kompliceret forklaring om, at et omfangsdræn også har en vis effekt under gulvet.

Om det er en ejerskifteforsikringssag:
Hvis sælger umiddelbart inden salget har sminket kælderen, så man ikke kunne se at den var permanent våd, har han handlet bevidst svigagtigt. Og den bygningssagkyndige burde nok have "lugtet lunten" og i det mindste have bemærket "undersøges nærmere".

Men det kan du jo være ligeglad med - det bliver blot et efterfølgende juridisk slagsmål mellem sælger, den bygningssagkyndige og forsikringsselskabet. Hvis du har købt "en tør kælder" iflg. Tilstandsrapporten, bør ejerskifteforsikringen træde til - inkl. etablering af dræn.

Dan

"Australian beer is like making love in a canoo - it is fucking close to water"
Hej alle
Mange tak for jeres svar!

@christiannielsen Hvordan undersøger man vandspejlen? Vi er desværre det eneste hus med kælder indenfor nogle hundrede meter. Men vi ligger egentlig ret højt og området er ikke en tidligere mose.

@PinkHenrik Der er ikke nogle brønde og tagnedløb i den ende af huset hvor kælderen ligger. De er lige præcis i den anden ende. Taksatoren troede først at der var en kloakledning som måske var i stykker men iflg. kloakplanen er der ikke nogen i nærheden.

@Dan H Vandex betegnes også som værende diffusionsåbent men hvordan det så skal være tæt ved jeg ikke. Mht. ejerskifteforsikring: taksatoren siger at dræn ikke er omfattet da ejerskifteforsikringen kun dækker til og med fundamentet men et dræn ligger udenfor fundamentet og er dermed ikke omfattet. Kender du til nogle sager hvor et manglende dræn blev betalt af forsikringen?
Da jeg svarede, var det med min "forsikringsmæssige autopilot". Nu har jeg (overfladisk) set lidt nærmere på problematikken.

Der foreligger faktisk en nyere sag, der viser, at netop omfangsdræn og ejerskifte er et interessant juridisk spørgsmål. Så interessant, at den nævnte sag gik helt til Højesteret efter at køber fik medhold i byretten, hvorefter landsretten gav sælger medhold (men med dissens).

I sag 155/13 af 15. december 2014 pålægger Højesteret sælger at give afslag i købsprisen pga. defekt omfangsdræn.

Ingen sager er ens, så man skal længere ned i substansen for at se, om du kan støtte ret på denne sag, men den ligner tilstrækkeligt til at "der er noget at komme efter".

I øvrigt siger min lægmandslogik, at det dyreste ved et omfangsdræn vel er gravningen og opsætning af membran mv., og det bliver jo gjort af forsikringen, så måske er det så lille en omkostning, at det ikke er værd at tage en runde i ringen med forsikringen, hvis de slår sig i tøjret.


Dan

"Australian beer is like making love in a canoo - it is fucking close to water"
Mange tak for dit udførlige svar! Jeg er helt enig at gravearbejdet nok er det dyreste så vi hører lige hvad merprisen er for at få lagt dræn også.
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.
Sponsor på LDS
Malgodt.dk

Malgodt er sponsor på Lav-det-selv.

Få særlig rabat på maling, epoxy og meget andet.

Se mere

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis

Se også