Jeg nåede jo desværre ikke at få alle stumperne til 'projekt landstrøm' hjem, inden vi tog på den ferie, der fremover vil huskes som turen, der var lige så våd foroven som forneden. Efter 4 dage i Præstø i silende regn, gav vores bilradio op... 2 cl. kondensvand kunne jeg hælde ud af den. Én af højttalerne over styrepulten røg samme vej. Venstre vinduesviskermotor (heldigvis venstre) røg dagen før vi tog afsted. Og så videre og så videre
Nå, men jeg er i gang med landstrømsprojektet. Det lød måske lidt abstrakt i første indlæg, men ifald andre skulle have lyst til at bygge noget lignende, kommer her en gennemgang af systemet på hhv. landstrøm og bådstrøm.
Landstrøm:
Landstrømmen trigger de to relæer og kanaliserer den samtidig over i bådens 230 volts net (via relæ 1). Samtidig forsynes laderen, så den kan vedligeholde forbrugsbatterierne.
Køleskabets 230 volt sidder permanent på landstrøm, så det eneste, der skal gøres, er at slå dets 12 volt fra. Det sørger relæ 2 for, og inverter 1 kobles ligeledes ud.
Inverter 2 forsyner vores navigation permanent, da vi gerne vil skåne monitoren for de korte udfald, skiftet vil forårsage.
Bådstrøm:
Her ledes strøm fra forbrugsbatterierne til inverter 1 og køleskab. Fra inverter 1 sendes videre ud i bådens 230 volt net.
Så det er egentlig ikke så kompliceret, og det samme, vi gør i dag, bare manuelt, nede i batterirummet og med kontakterne på køleren, men det bliver rart at slippe, også for at have inverter 1 koblet til cigartænderstikket og liggende i handskerummet.