Mange tror det er vanskeligt at sætte filt op, men med et par ganske få tricks, kan du faktisk selv sætte filten op – og endda med et super resultat. Følg guiden her og se videoen i bunden.
Materialelisten – det skal du bruge
- 1 rulle glasfilt (Grundet, forgrundet eller ugrundet)
- 1 spand vævlim
- 1 hobbykniv med nyt blad
- 1 stor pensel
- 1 stor malerrule
- 1 spartel (gummispartel eller almindelig metalspartel)
1. Klargøring
Inden du går i gang med at rulle vævlim på overfladen du vil sætte filt op på, skal du sørge for at underlaget er helt i orden. Hvis underlaget er en spartlet overflade, skal du sørge for at den er pænt slebet og derefter grundet med forankringsgrunder. Det er typisk fuldspartlede overflader eller gipsplader man sætter filt op på.
Når du har klargjort underlaget er du klar til at rulle lim på.
2. Rul lim på væggen
Dyb rullen i limen og rul ca. 120 cm i bredden, således at der er god plads til den 100 cm brede filt. Når du har rullet det store stykke med malerrullen i et godt tykt lag, er det nu tid til at pensle lim i kanterne. Brug din pensel til at komme rundt i alle hjørner og kanter og sørg igen for, at der kommer et godt lag lim på. Grunden til at du her slutter af med at bruge penslen er, at limen hurtigt tørrer og det er vanskeligere at lægge et ensartet lag med en pensel fremfor en malerrulle.
3. Opsætning af filten
Når limen er rullet og penslet på væggen, skal du rimelig hurtigt efter sørge for at sætte filten op på den endnu våde lim. Mål højden fra gulv til loft og læg 5-10 cm ekstra til, og skær så en bane filt i denne længde.
Rul nu den bane sammen du lige har skåret, så dit filtstykke er sammenrullet og nem at håndtere.
Start fra oven og sørg for at filten flugter med hjørnet af væggen. Når filten flugter med hjørnet, kan du slippe den sammenrullet filt så den falder ned langs væggen. Du skal nu glatte filten ud med en spartel – sørg for at starte fra midten og ud, således du ikke kommer til at lave luftlommer.
Glat hele overfladen med spartlen så filten sidder helt tæt indtil væggen.
4. Skær til i hjørnerne
Når den første bane filt sidder som den skal, er det tid til at skære hjørnerne fri for evt. overskydende filt. Typisk er der lidt ekstra filt i toppen, bunden eller hjørnet – eller måske alle tre steder, og denne filt skal selvfølgelig skæres væk.
Brug din hobbykniv til at skære rundt langs kanterne, så du har nogle pæne overgange mellem filten og hjørnerne/kanterne.
5. Sæt bane nummer 2 op
Nu har du en enkelt bane filt opsat, og du er klar til at sætte den næste bane op. Du ruller derfor væggen ind i lim og slutter af med at pensle limen på med penslen – samme fremgangsmåde som med den første bane.
Skær nu en bane filt magen til den første du skar.
Læg den nye bane op ved siden af den første bane, men overlap den første bane med et par centimeter.
Glat nu hele filtbanen ud, og sørg igen for at glatte ud fra midten. Brug din gummispartel eller metalspartel.
Glat nu hele filtbanen ud, og sørg igen for at glatte ud fra midten. Brug din gummispartel eller metalspartel.
6. Skær samlingen i filten – VIGTIGT!
Nu er vi nået til det vigtigste, nemlig sammenskæringen af filten, så vi får en helt usynlig overgang mellem de to stykker filt.
Tag din hobbykniv og sørg for at den er HELT skarp – hvis ikke den er det, så knæk et led af, så du har en frisk skarp kniv.
Start med at skære fra oven, ca. 0,5 cm fra det første stykke filt i selve overlapningen.
Tryk ikke for hårdt, men selvfølgelig hårdt nok til at kunne skære gennem de to stykker filt. Fortsæt snittet hele vejen ned til gulvet. Der vil nu være 2 overskydende stykker filt.
Ét fra bane nummer 2 du satte op (denne falder af med det samme når du skærer).
Og ét fra bane nummer 1 du opsatte (dette stykke skal vi have fjernet).
Placér hobbykniven i selve samlingen og løft forsigtigt ud i filtbane nummer 2. Herunder vil du finde et overskydende stykke filt fra den første filtbane. Dette stykke fjerner du blot helt.
Nu er du klar til at glatte med spartlen henover samlingen du lige har lavet, og på den måde har du en helt usynlig samling i filten.
Video-guide
Se også med i videoen hvor jeg forklarer hvordan man gør: