Jeg står og skal, i samarbejde med en hjælpeorganisation, installere vand i en landsby i Gambia med 400 indbyggere. En boring med en pumpe og et solcelleanlæg for at levere strøm til pumpen. Vandet pumpes up i en beholder mens der er strøm på pumpen (eller indtil beholderen er fuld,) og vandet tappes så fra beholderen. For at give det nødvendige tryk på vandet anvendes der normalt en trykbeholder.
Nu er der gode erfaringer med at lade befolkningen deltage aktivt i projekterne. For eksempel opføres der nu en fødeklinik, hvor alt ufaglært arbejde leveres frivilligt fra den lokale befolkning. Men i et vandborings anlæg er der ikke brug for så meget ufaglært arbejde.
Men jeg tænkte på, i stedet for at anvende en trykbeholder, da at opføre et slags vandtårn. Der skal ikke lægges rindende vand ind i husene, der skal blot være tryk nok til at sende vandet til et par fordelingspunkter måske 300 meter væk. Man bruger, vist nok, cirka 100 liter vand per person per døgn i Danmark, men når det skal hentes i spande bliver det nok begrænset til 20 liter eller mindre, så et vandtårn på 8 kubikmere skulle kunne rumme vand til et døgn.
Men hvordan laver man en vandtårns installation? Jeg skal ikke selv lave den, men jeg vil gerne samle baggrundsviden til at kunne tage stilling til foreslåede løsninger. Der er allerede i landet erfaring med at lave beton tanke til at opsamle regnvand, så måske skal man 'bare' bygge sådan en på nogle pæle. Men hvor stærke skal disse pæle være, og hvordan beregner man den nødvendige højde? Eller lave beholderen af træ for at spare vægt? Hvad ellers skal man tage højde for? Jeg vil være taknemmelig for alle kommentarer.