Håndværker:
Ingen tvivl om at digitalkameraet er den største revolution, der er sket, siden rullefilmen blev opfundet, og fotografering blev tilgængeligt for hvermand.
Min indgang til foto er en storebror, som købte et brugt spejlrefleks i 70'erne, og selv fremkaldte billederne (S/H naturligvis) ovenpå dybfryseren i et af vores forældres kælderrum.
Jeg købte så et Kodak Instamatic med kassette-film, og tog mange 'gode' billeder med det, men det kostede jo mange ugers lommepenge at få en enkelt film fremkaldt.
I mange år tog jeg stort set ingen billeder, men kiggede dog misundeligt på ham fra kollegiet, som havde et Pentax spejlrefleks og kunne tage de fedeste billeder, når han endelig fik dem fremkaldt.
I 1999 skulle jeg så 2 x 2 uger til Grønland, det måtte jo foreviges, så jeg købte et Samsung kompaktkamera med 3 x optisk zoom, og det nåede da at tage 4 film deroppe, som jeg er ganske tilfreds med.
Interessen var der stadig, men problemet var de skide (sorry) 36 eller 24 billeder, der med djævlens vold og magt skulle tages, før man kunne fremkalde filmen, så det blev kun til ferie- og festfotos.
I 2003 købte jeg så mit første digitalkamera. Det var kun 1,2 Mpix, og det åd batterier som vi andre æder chips, men bare følelsen af at kunne tage et billede og se det på 'puteren kort efter var jo genialt.
Kort efter blev det afløst af et 2,1 Mpix, som var lige så sultent på batterisiden, men gav næsten dobbelt så meget for pengene. Jeg boede på det tidspunkt i Nordsjælland, tæt på Rågeleje, så samtlige rådne høfter blev foreviget fra alle sider.
Så mødte jeg Elizabeth, vi flyttede sammen, og der kom et 4,1 Mpix ind i livet, det har også taget rigtig mange gode billeder (4 Mpix er i virkeligheden nok til langt de fleste formål). Alle kameraer var naturligvis kompakt-typen med autofokus (eller rettere fast fokus fra 1m til uendeligt)
En dag klunsede vi så et gammelt, østeuropæisk spejlreflekskamera, uden anden automatik end en lysmåler. Men man kunne justere blænde, lukketid og fokus helt manuelt, selv bestemme om et billede skulle være guld eller lort. Det kostede pludselig fremkaldelse igen, og tog tid, men for ind i den lede, hvor kom der ind imellem nogle gode skud ud af det.
Da vi i 2005 arvede efter min far (ikke voldsomt, men en rar pose penge), besluttede jeg mig for, at hvis jeg nogensinde skulle råd til et godt kamera, var det nu. Valget faldt på et Canon EOS 300. Det var på vej ud af markedet, men både konen og jeg fandt efterfølgeren, EOS 350, for lille, det lå ikke så godt i hånden som 300'eren.
Det kamera har så fulgt os i snart 4 år, det tager nogle rigtig fornuftige billeder og er nemt at bruge, men har samtidig en masse muligheder, hvis man har tålmodighed til at sætte sig ind i dem. Og det bliver ikke skiftet ud foreløbig, 6 Mpix er alt rigeligt til os, selv hvis vi vælger at printe et billede i A4.
Vi har efterhånden rigtig mange digitalkameraer i hytten her - min mobil f.eks. har et 2Mpix + et skod til chat.
Men selv det HP Photosmart, som vi klunsede for 3 måneder siden, og som i princippet også er 6 Mpix, kommer ikke i nærheden af den billedkvalitet, som vores Canon kan levere.
Det skyldes nok mest optikken og billedchippen. Et kamera, som har en 'åbning' på 2 mm, en plasticlinse og en billedchip på størrelse med en lysdiode, kan dårligt hamle op med rigtig optik, 35 - 50 mm frontlinse, udskiftelig optik og en frimærkestor C-MOS billedchip.
Ikke at kompaktkameraerne ikke kan levere gode digitalfotos - det kan de bestemt, og fordi de er så meget nemmere og hurtigere at bruge, kan de ofte tage mere autentiske billeder. Men skal der eksperimenteres, er der ingen vej udenom et spejlrefleks.