Den ultimative piberensning

Er dine pibers odør en prøvelse for dig og dine omgivelser, og føler du at truslen om at blive landsforvist til et lille frønnet skur i baghaven er nært forestående, bør du fortsætte læsningen og tilegne dig en viden som vil gøre dig i stand til at holde truslen på afstand.

Tobak indeholder olie og når forbrændingen foregår afsættes en del af denne olie i pibehovedet og i røgkanalen. Når olien iltes bliver den harsk og det er den væsentligste årsag til den karakteristiske sure og bitre smag, men følger du nedennævnte rensningsmetode vil behandlingen ikke blot fjerne den sure lugt, men også give piberne den fineste nøddeagtige smag du endnu har oplevet.

Først finder du et sted hvor piben kan stå eller ligge i en tilnærmelsesvis oprejst position. I forbindelse med indtagelse af alkohol (herom senere) fremkalder det minder om en bekendt som altid fandt en behagelig og tilnærmelsesvis oprejst position på den lokale bodega, men det er en helt anden historie.

Nok om det. Først skal diverse remedier frembringes.
1 kvantum fint bordsalt, gerne uden jod.
1 kvantum finsprit. Husholdningssprit er overkommelig i anskaffelsespris og vil ikke friste svage sjæle.
Diverse klude, servietter eller papirshåndklæder til at aftørre pibehovedet.
Husk, - saltet og alkoholen skal konsumeres af piben, hvorved den efterfølgende vil smage godt og sødmefyldt og få dit blodtryk til at falde. Hvis du derimod konsumerer saltet og alkoholen, vil du lugte fælt, få forhøjet blodtryk og blive fuld, og når du igen bliver ædru vil piben stadig smage som havde du fyldt den med tørret kolort.

Fjern alle tobaksrester fra pibehovedet og fjern den del af kokslaget som overstiger 1 mm i tykkelsen, ellers er der fare for at hovedet revner under brug. Kokslagets funktion er vigtigt. Det forhindrer en gennembrænding og mindsker irritationen af tungen, men ikke mindst er det med til at producere den milde tobakssmag.

Piben skal stilles således at hverken saltet eller alkoholen kan løbe ud.
Fyld pibehovedet med salt. Hvis piben er helt og aldeles klam, vil det være en fordel at fylde røgkanalen i samme ombærring.
Dernæst tilsættes alkoholen. En pipette eller en lignende genstand som kan aflevere indholdet i dråbeform vil være velegnet til formålet. Normalt vil 8 til 10 dråber være nok, men er det første gang piben renses skal du ikke spare på spritten.

Så kommer det vanskelige. Her skal du nemlig gøre ingenting. Normalt vil 8 timer være nok til at spritten er fordampet. Om du vil lade spritten fordampe helt er et spørgsmål om temperament og tålmodighed, men er piben udtalt frastødende kan anden og tredje behandling komme på tale, og så er det en fordel at den resterende olie endnu ikke er indtørret. Hvis saltkagen er mørk og stiv som tjære, skal du ikke regne med at spritten fordamper godvilligt, så giv hellere piben en ekstra behandling med det samme.

Fjern saltet fra piben ved at kradse, skrabe, børste, blæse eller kaste det over venstre skulder for at bringe held. Hvad du end gør, så sug ikke i piben før du har fjernet alt det brune salt og brug piberenserne flittigt. Salt har en ganske særlig evne til at gemme sig i røgkanalens mørke, hvor det lægger sig på lur til et perfekt bagholdsangreb på den forsvarsløse tobakshungrende der har sat sig godt til rette og efterfølgende tager et lang og forventningsfyldt sug af englenes ånde.

Pibespidser af bakelit (svovlberiget gummi) udskiller svovlet som et surt gulligt lag. Det fjernes let med sølvpudsemidlet SILVO. Det skal helst være den ”gamle” hvide pudsecreme og ikke den nye grønlige som angiveligt giver afsmag. Kokslaget på toppen af pibehovedet opløses tillige på magisk vis af pudsemidlet. Selv et tykt lag opløses på få sekunder. Desværre kan det opløse canauba-voksen som piben er poleret med, men det er der råd for.
En renset og vokset pibe er lettere at kapere end en ildelugtende og snavst ditto, og giver du også pibespidsen en gang voks vil det hindre svovlet i at nå dine smagsløg.

Hvis du har fulgt ovenstående anvisning, er det nu tid for at fylde piben med din bedste tobak og forberede dig på en smagsoplevelse ud over det sædvanlige.

Mvh. Christian

1 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce
Uhm, man kan næsten fornemme hyggen som alle piberygere giver (når snaden ikke lugter grim).

Mvh. JørgenE
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis