Hej jgk
Jeg tror, at folk ikke er helt med på, hvad det er, du vil lave. Det er jeg heller ikke.
Hvis vi taler om efterisolering af et loft i et et-planshus, hvor du ganske enkelt vil lægge noget mere glas- eller stenuld på loftet - og så i øvrigt samtidig hæve gangbroen og lave noget gulvplads til opbevaring - kan du godt få mit bud på en løsning. Jeg har nemlig lavet præcis det stykke arbejde for et år siden.
Overvej kraftigt at lade gangbroen være. Den udgør temmelig sikkert en del af husets vindafstivning, og er derfor problematisk at rode med. Det er desuden et begrænset areal, du derved ikke får efterisoleret. Der er forhåbentlig allerede isoleret under gangbroen. Om de få kvadratmeter ikke kommer med i projektet, betyder ikke det store.
Jeg valgte glasuld i ruller og ikke stenuld (rockwool) af flere grunde: For det første er det 3-4 gange billigere, for det andet kan det fås i ruller, og for det tredje kan man jokke rundt i det uden at det går i stykker. Selv billig glasuld ligger ofte med en lamdaværdi på 37.
Det klør nok lidt mere end stenuld - men det er det dét. Husk støvmaske og brug evt. en engangskedeldragt.
Når du ikke hæver gangbroen kan det være, at isoleringens ligger lidt højere end denne, men det er faktisk ikke noget problem i praksis. Vil du lave det rigtig pænt, sømmer du et bræt på siden af gangbroen, som så flugter med overkant af isoleringen.
Opbevaringsplads lavede jeg som en stor hylde ved siden af gangbroen. Tag nogle reglar (45x95 mm) og lav konsoller opbygget på spærfoden med sømplader. Montér brædder på f.eks. 25x150 mm herpå på langs - altså parallelt med gangbroen. Hvis du har gitterspær, kan du sikre stabiliteten ved at fiksere konstruktionen herpå. Ellers må du lave et par skråstivere. Du kan sagtens lave 2-3 cm luft mellem hvert bræt, og hvis du lægger en 6 - 8 brædder, får du en ganske brugbar og solid hylde.
Det med vindpap og krydsfinér forstår jeg ikke. Isolering skal sikres mod gennemblæsning, men det er kun ude ved tagfoden. Normalt er der i hvert fald et lodret vindbræt her. Måske også et skråt - altså lidt op langs spærret. Nogen gange lidt vindpap. Der er umiddelbart ingen grund til at rode med noget derude, men lad dog være med at lade isoleringen dække af for ventilation ved tagfoden. Vil du lave det rigtig pænt, skærer du enden skråt af og efterlader minimum 50 mm luftspalte.
Mit projekt forløb helt uden problemer, og med en glasuld til ca. 25 kr./kvm. var det også til at betale.
Mvh
Lars
Lars K