Den 11. september 2001 var vi på ferie på Sj. Odde. Ja faktisk på vej til at skulle hjem. Så jeg var i færd med at pakke og gøre rent og havde tv'et som baggrundsstøj, da der pludselig dukkede nærmest ufattelige billeder og ord op. Helt ærligt; jeg troede ikke mine egne øjne men blev grebet at en inderlig frygt og turde dårligt at tage færgen hjem.
George Bush erklærede terroristerne kamp (krig?): Hvem der ikke er med os, er imod os (noget i den retning).
Siden da har vi bl.a. oplevet terror-angrebet på et tog i Spanien.
Og i disse øjeblikke begraver man Beslans børn, som blev ofre for hensynsløs/skrupelløs gidselstagning.
Putin har erklæret terrorisme krig.
Billederne af halvnøgne, sårede børn, der var flygtet fra skolen var knugende og bragte mange tårer frem - og i dag skrives der også om lemlæstede lig på skolen. Det er meget svært ikke at lade sig rive med af følelser, som absolut ikke er fornuftige, når nogle bevidst bruger børn som middel i deres kamp. Intet kan undskylde denne gerning!
Midt i gruen vækkes tanken: Er det 3. verdenskrig - eller måske rettere 3. verdensufred? Vi har ikke fået påbudt mørklægningsgardiner eller spærretid.
Men istedet optrappes terrorsikring internationalt og påvirker på den ene eller anden måde vores relativt fredelige hverdag - og frygten vokser utvivlsomt mere eller mindre bevidst. Frygten for en ukendt fjende med et ukendt mål. Et mørke, der breder sig i verdens sind. Og spørgsmålet er også om pressefriheden umærkeligt indskrænkes af sikkerhedshensyn, sådan at vi aldrig for muligheden for at forstå hvem og hvorfor.
Det er dystre tanker på en smuk sensommerdag i september 2004. Og som forsvar vil vi nok også lukke øjnene eller slukke for tv-avisen indimellem. Men vigtigst af alt er at prøve at leve lykkeligt med alvoren. Terrorfrygten er kommet for at blive - ihvertfald for en tid - derfor er det vigtigt at leve i og mærke nuets mange glæder og fornøjelser.
Ét er at vinde en krig - noget andet at vinde freden...