Her en sakset artikel fra Tidsskrift for Biavl 1993/10 side 338-339
Bekæmpelse er beskrevet sidst i artiklen.
MURBIER
Af Henri Mourier
Statens Skadedyrslaboratorium
Betegnelsen murbi bruges i daglig tale om flere forskellige slags bier og hvepse.
Familier af humlebier, honningbier eller gedehamse, som har slået sig ned i en hulmur, kaldes ofte murbier, og det samme gælder for de arter af enlige bier eller gravehvepse, som lejlighedsvis kan udnytte huller eller revner i en mur som redeplads.
DEN RIGTIGE MURBI
I virkeligheden er det kun en enkelt art, Colletes daviesanus Smith, som fortjener navnet, som den har fået fordi den af og til graver sine redegange i løs mørtel mellem mursten. Den er ikke videre iøjnefaldende, 8-9 mm lang, mørk med nærmest sort bagkrop. Det bedste kendetegn er de grågule tværbånd langs bagranden af bagkropsiddene. Benene er sorte med hvidgul behåring.
LEVEVIS
Murbierne hører til de såkaldte enlige bier, dem har vi et par hundrede forskellige slags af her i landet.
Det med det enlige går på, at hver enkelt hunbi bygger sin egen rede og selv samler føde og lægger æg. De lever ikke som de sociale bier i store samfund, hvor der er arbejdsdeling og samarbejde.
Men de bor ofte tæt sammen, i kolonier, hvis de først har fundet en passende lokalitet, og kolonierne kan blive så individrige, at det virkelig er noget man lægger mærke til.
Mørtelen mellem mursten er naturligvis ikke murbiernes oprindelige levested. I naturen kan man finde dem ved ler- eller kalkskrænter, hvor de graver deres gange ind i skrænten. De voksne murbier kommer frem først på sommeren og kan være aktive til hen i september. Når hunnerne har parret sig, går de igang med, hver for sig, at grave deres redegange.
Gangensdiameter er som en blyants. Når den er 5-8 cm lang bygger murbien den første ynglecelle i bunden af den.
Cellen har form som et lille fingerbøl, og beklædes med et sekret. Sekretet udskilles af en kirtel, Dofours kirtel, som ligger i biens bagkrop, og udmunder ved siden af brodden. Det smøres ud i et tyndt lag ved hjælp af tungen og nogle fløjelsagtige børster på bagkrop og ben, og det størkner til et stof, der nærmest ligner uhyre fint silkepapir.
Tilstedeværelsen af dette stof, som forer gangene, er et vigtigt kendetegn, når man skal påvise om det er murbier der har gravet i en mur, eller om hullerne har anden årsag.
En kemisk analyse har vist, at membranen overvejende består af polyester, så murbiernes larver og forråd bliver faktisk beskyttet mod fugt skimmel i en slags små plastikposer.
Når den første celle er parat går murbien i gang med at fylde den med en gullig dej af nektar og pollen. Den vil normalt indsamle føde i løbet af dagen og foretage gravearbejdet sidst på eftermiddagen og om aftenen.
Når cellen er fuld af forråd lægger bien et æg og lukker, og går så i gang med at bygge den næste. Sådan bliver den ved, indtil gangen er fyldt med en serie på op til 8 celler.
Når ægget klækker begynder larven straks at æde, og den når at blive fuldvoksen i løbet af efteråret. Den fede murbilarve overvintrer i sin celle inde i gangen, forpupper sig næste forår og kommer frem som en voksen bi i løbet af sommeren.
Der er altså kun en generation om året.
De nye bier, som kommer frem fra mørtelen orienterer sig i omgivelserne, så de lærer stedet at kende, og hvis der overhovedet er plads til det, slår de sig ned i nærheden af det sted hvor de er klækket.
SKADE
Murbierne arbejder udelukkende på lune, solvendte flader med løs mørtel.
Normalt er skaderne til at overse, men drejer det sig om en mur med meget svage mørtelfuger, og får kolonien lov til at udvikle sig over en længere årrække, kan murbierne i sjældne tilfælde underminere mursten så voldsomt, at f.eks. skorstenspiber styrter ned.
De kan også være årsag til følgeskader, når nedbør trænger ind i gangene og giver fugt og frostsprængninger.
Når der tales mere om murbier i dag end for 10-20 år siden, skyldes det først og fremmest at en del forsikringsselskaber tog begrebet »murødelæggende insekter« med på deres hus-policer, på linie med svamp og husbukke.
Det fik naturligvis husejere, murere og forsikringsfolk til at se bedre efter, og murbiangreb, som tidligere var blevet overset eller blot ordnet med en spand mørtel, gav nu anledning til anmeldelser til selskaberne og ikke sjældent til retssager i forbindelse med hussalg.
Og til overdrevne forestillinger om murbiernes farlighed.
MULIGHEDER FOR FEJLBESTEMMELSE
Som omtalt kan mange harmløse bier, og andre insekter udnytte eksisterende huller i en mur.
Edderkopper vil ofte udnytte svagheder især ved dårligt udførte studsfuger, de kan aktivt udvide hullerne og benytter dem til at gemme sig i og til at lægge æg.
Disse huller forveksles ikke sjældent med murbi-gange, men kan kendes på, at derfindes klæbrigt edderkoppespind i dem, og rester efter edderkoppernes bytte.
BEKÆMPELSE OG FOREBYGGELSE
Bekæmpelse, reparation og forebyggelse foretages i en og samme arbejdsgang, og består i et haederligt stykke murerarbejde. Den løse mørtel udkradses og der fuges med en mørtel med en styrke på mindst KC 60/40/850.
Skulle der blive enkelte larver eller pupper tilbage spiller det ingen rolle, for de udklækkede voksne bier vil ikke kunne grave sig ud gennem udhærdet mørtel af denne kvalitet.
Der vil naturligvis stadig være risiko for nye angreb, så længe der er områder på murværket med løs mørtel.
Hvis man absolut vil foretage reparationen i biernes flyvetid, og der er livlig aktivitet, kan man behandle de angrebne murflader med et insektpudder, f.eks. et 4% malathionpudder, inden man skrider til arbejdet. Det vil hurtigt bekæmpe de voksne bier.
Murbier kan stikke, men de skal provokeres voldsomt.
Som de øvrige enlige bier spiller de en vis rolle som bestøvere, men ikke af økonomisk vigtige afgrøder.