Jeg er enig i Erik, at den elegante løsning er at lukke det flade tagrum helt af og udnytte isoleringen oven på tagpappen – men det forudsætter jo, at tagpappen reelt kan fungere som en tæt og intakt dampspærre.Mit dilemma er netop, at jeg ikke kender tilstanden på den oprindelige tagpap, og konstruktionen har været åben og ventileret i mange år, med mus og gennemtræk. Hvis der er selv mindre utætheder eller fugt i konstruktionen, risikerer man vel at indkapsle et problem ved at gøre det uventileret?
Derudover er 1/3–2/3-reglen jo kun gyldig, hvis dampspærren faktisk er placeret korrekt og er tæt – hvilket kan være svært at dokumentere i en gammel fladtagspapkonstruktion.
BOFH, jeg er helt med på pointen om risikoen for dobbelt dampspærre – den er reelt min største bekymring.Til gengæld virker løsningen med systematisk perforering af tagpappen og etablering af ny dampspærre nedefra meget indgribende og risikofyldt i praksis, især ift. tæthed, kuldebroer og omfanget af indgreb i lofter.
Jeg står derfor lidt mellem:
- en lukket, uventileret løsning, som kræver høj sikkerhed for tæt tagpap,
- og en mere invasiv løsning, som reducerer fugtrisikoen, men til gengæld er omfattende og dyr.
Inden jeg gør noget, hælder jeg derfor til, at konstruktionen bør åbnes lokalt i et par spærfag, så man reelt kan vurdere:
- tagpappens tilstand
- evt. fugt/råd/skimmel
- om den eksisterende isolering skal fjernes helt