Falder trykket på vores oliefyr hurtigere, end det burde?

I december 2023 købte vi et etplanshus (116 kvm) med kælder (71 kvm) af en entreprenørvirksomhed, som havde købt og renoveret huset med henblik på videresalg. Ifm. renoveringen havde de bl.a. etableret gulvvarme i stueplan samt nye radiatorer og rørføring i kælderen.

Huset opvarmes af et gammelt oliefyr (Vølund 610). I oliefyrets brugsvejledning står der, at dets tryk skal holdes på 0,8-2,0 bar, og at der ikke bør være behov for at fylde vand på mere end 1-2 gange om året. Både da vi flyttede ind og her et år efter har vi fået en fagmand til at lave et eftersyn af oliefyret. Sidste vinter faldt oliefyrets tryk alt for hurtigt, hvorfor han skiftede ekspansionsbeholderen. Hans generelle vurdering er dog, at oliefyret stadig fungerer fint.

Ifm. dette års eftersyn rådede han os imidlertid til at holde øje med oliefyrets tryk, da det ser ud til, at det falder lidt hurtigere end forventet. Jeg har manuelt logget trykket i løbet af året og kan se, at trykket nu er på 1,3 bar, selvom jeg fyldte oliefyret med vand, så det nåede 1,5 bar ultimo 2024 (alle værdier er målt, før oliefyret begynder at opvarme vandet, hvilket sker når vandtemperaturen når 60 grader). Jeg har vedhæftet en graf med mine målinger (det observerede fald i september-oktober skyldes formentlig, at jeg udluftede radiatorerne).

Oliefyret har været meget aktivt i januar men jeg er bekymret for, om trykket falder for hurtigt, og at det skyldes en lækage i vores system. Hvad tror I?

Jeg har bemærket, at der i fyrrummet er en vandhane (se det vedhæftede billede), som nogle gange afgiver et par dråber vand. Jeg tror måske, at den afgiver vand, når oliefyrets tryk er for højt (der står 10 bar på hanen), men jeg er ikke sikker herpå. Jeg tænkte dog på, om dette kunne være forklaringen på det faldende tryk?

Min største frygt er dog, at der kunne være en utæthed i vores gulvvarme-system, og at vores gulv skal brækkes op for at finde og reparere utætheden. Ved I, om det er muligt at detektere sådanne utætheder, eller om man kun kan finde utætheder, hvor der er synlige rør såsom i fyrrummet og hvor vi har vores gulvvarme-aktuatorer?

Jeg har vedhæftet nogle billeder fra fyrrummet og hvor vi har vores gulvvarme-aktuatorer.
9 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce
Du skal ikke bekymre dig. Det ser helt normalt ud, og der gik 7 måneder før du skulle efterfylde med vand. Fin graf du har lavet, og det er jo helt perfekt at aflæse ved samme temperatur hver gang.
Den ventil med påskriften 10 bar, er sikkerhedsventilen til din varmtvandsbeholder. Der er helt rigtigt at den skal dryppe når du har brugt varmt brugsvand, og beholderen opvarmes. Den sikkerhedsventil har ikke noget at gøre med “radiatorvandet”, som jo max. har et tryk på 1,5 bar.
Der sidder sikkert en anden sikkerhedsventil på 2,5 bar i nærheden af din trykekspansionsbeholder. Den sikrer at dit fyr og varmeanlægget ikke udsættes for overtryk.

Søren O
Tak for dit svar. Det er rigtigt, at der gik 7 måneder, før jeg havde behov for at efterfylde oliefyret med vand i sommerhalvåret. Men hvis jeg ekstrapolerer fra den sidste måned, hvor trykket er faldet ca. 0,3 bar, så kunne det potentielt nå 0,8 bar i slutningen af ​​marts. Således ville jeg allerede skulle efterfylde med vand efter kun 3 måneder.Selvfølgelig er dette den mest kolde periode af året og derfor også den periode, hvor oliefyret er mest aktivt - jeg måler ca. 25-30 opvarmninger om dagen - men hvad tænker du om den seneste måneds udvikling? Skal jeg være bekymret over den, eller er det normalt?
Man kan ikke lave statistik på så få tal. Det er kun 3 målinger i Januar efter sidste påfyldning, og billedet er næsten identisk med Maj måned efter påfyldning.
I øvrigt kunne du jo fylde op til 2 bar som de foreskriver, så ville der nok gå lidt længere tid. 
Inde i fyret sidder der sikkert en sikkerhedsventil næsten magen til den du ser ved siden af. De kan komme til at dryppe lidt hvad denne ikke skal gøre. Hvis det drypper ned på noget varmt så vil den smule vad fordampe uden at du opdager det. Det kan forklare det mikroskopiske vandspild. 

Har nogen samlet det, kan det skilles ad. Samles igen ? ?

m.v.h. Erik (1/2 ekspert i mange ting)
Jeg vender lige tilbage til dette emne, da jeg nu har indsamlet mere data. Jeg kan bekræfte, at oliefyrets tryk efter sommerperioden sidste år synes at falde med en stabil, men hurtigere hastighed. Så mit spørgsmål er, om det er muligt at vurdere, om trykket falder for hurtigt, eller om hastigheden hvormed trykket falder er normal?

Vi burde gerne få fjernvarme næste år, så måske det nye fjernvarmeanlæg vil kunne hjælpe med at holde trykket mere stabilt. Jeg vil dog gerne vide, om det er muligt at bestemme, om der er en lækage i vores system, eller om det hastigere faldt i oliefyrets tryk blot skyldes, at vi har et gammelt oliefyr?
Har din “oliefyrsmand” tjekket fortrykket i din trykekspansionsbeholder? Hvis der mangler luft i beholderen har den ikke den oprindelige kapacitet. Jo større kapscitet i trykekspansionsbeholderen, jo længere tid mellem vandpåfyldningerne. Fortrykket skal være ca. 0,7 bar målt med 0 bar anlægstryk.

Søren O
Annonce
Han skiftede trykekspansionsbeholderen i slutningen af februar 2024, så jeg antager, at han har tjekket fortrykket der. Jeg ved dog ikke, om han har tjekket det efterfølgende ifm. sine eftersyn (eller hvor ofte det bør tjekkes).
Med så ny beholder er der sikkert ikke noget problem med den. Det viser sig normalt når der fyldes vand på anlægget. Hvis der kun kan fyldes ganske lidt vand på anlægget (få sekunder), før drifttrykket er nået, plejer manglende fortryk at være årsagen.

Søren O
Okay, men så kommer mit oprindelige spørgsmål igen 🙃 

Tror du, at vi kunne have et problem med vores oliefyr, eller kunne vi ligefrem have en lækage i vores gulvvarme-system? Er der en måde, hvorpå man kan vurdere dette ud fra mine data?
Som jeg skrev tidligere så kan det være i fyret, eller i varme systemet. Får du fjernvarme så udelukkes fyret.
Er det direkte fjernvarme så bestemmer du ikke over trykket, og kan ikke se m der forsvinder vand i dit anlæg.
Indirekte fjernevarme er som nu hvor du kan fylde vand på en gang imellem. 
De fleste anlæg kører i årevis uden ekstra påfyldning.


Har nogen samlet det, kan det skilles ad. Samles igen ? ?

m.v.h. Erik (1/2 ekspert i mange ting)
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis