Hej alle
Jeg er i den situation, at jeg i løbet af de sidste par måneder har haft håndværkere i huset. Der er bl.a. blevet lavet helt nyt badeværelse, ligesom vinduerne er blevet skiftet et par steder.
Efterfølgende har snakken om asbest fyldt en del i medierne, og det har gjort mig i tvivl om, hvorvidt der egentligt burde have været lavet miljøscreeninger, inden arbejdet begyndte. (Håndværkerne har ikke gjort opmærksom på eller bedt om dette)
Vores hus er fra 1977. Som jeg forstår det, er der derfor risiko for asbest i fliseklæb på badeværelset, og risiko for PCB i fugerne omkring vinduet. Som jeg også forstår det, er det dog lige omkring det tidspunkt, hvor det begyndte af blive forbudt.
Når jeg tjekker vores boligs adresse i DinGeo, så får jeg "Lille risiko" ved både asbest og PCB (og lidt større risiko ved tungmetaller, som jeg ikke har sat mig ind i, hvor farligt er).
Jeg har alligevel sat gang i lidt detektivarbejde. Jeg har fundet frem til, at badeværelset tidligere har været renoveret på et tidspunkt efter 2002. Ved vinduerne har jeg via andre vinduer i huset (som jeg er 97% sikker på, er de samme, som de der blev skiftet) fundet koden "DS 1094" i glasset, som er en mærkning brugt fra 1980 og frem. Derfor er ruderne formentligt også skiftet i 90'erne eller 00'erne.
Selvom alt tyder på, at det hele er nyere end 1977, og der derfor ikke et problem, har jeg alligevel lidt spørgsmål:
1. Hvis der var asbest eller PCB i nogle af materialerne, så har det selvfølgelig været farligt for håndværkerne (hvilket jo bestemt er beklageligt!), men har det nogle problemer for os efterfølgende? Kan det have spredt sig i indeklimaet?
2. Hvis ja, hvordan undersøger man så dette?
3. Hvis vinduerne og badeværelset fx er skiftet/lavet i 2004, så har håndværkerne jo helt sikkert ikke været opmærksomme på det dengang, da man vel ikke gik ligeså meget op i miljøscreeninger dengang. Kan de så have spredt det allerede dengang?
4. Og hvor stort er problemet egentligt, hvis der faktisk er noget i luften? Køres sundhedsrisikoen for meget op på disse ting, eller er det reelt et problem, som man ikke skal tage let på?
Jeg håber, at der er nogle eksperter derude, som kan gøre mig lidt klogere. :)