Da vi købte vores hus, rev vi de pudsede lofter med strå (og isolering med 10 cm kornavner til glæde for musene) ned. Dels, fordi der var mange skader og dels, fordi vi (min hustru) gerne ville have fritlagte bjælker og loft af brædder.
Nu har jeg dog endelig fået overtalt hende til, at vi smider noget gips imellem bjælkerne, og i samme ombæring vil jeg jo gerne lige isolere lidt mere, når nu jeg skal derop og flæske rundt.
Ovenpå er der et uudnyttet loftrum, hvor der der er masser af ventilation, og derfor - i samråd med en fagmand - smed jeg 2x95 mm rockwool på for et par år siden (man siger jo, at grænsen uden dampspærre er 200 mm).
Det vil sige, at med de 190 mm oppe på loftet og 70-95 nedenunder, bliver det jo en snas mere end de 200.
Der er jo kommet nye retningslinjer ift dampspærre, men de forudsætter dels, at loftrum er ventileret (det er det) og at pudsning er lufttæt (og det er jo svært at garantere 100%).
Ville I turde droppe den dampspærre? Der har været NUL problemer med de 190 mm hidtil. Og jeg orker ærligt talt ikke det plastikhelvede.