Min erfaring med min egen luft til vand-varmepumpe (en 12 kw pumpe fra Vølund) er, at de 12 kw ikke siger noget om max ydelse på det tidspunkt, hvor du har brug for det.
Min varmepumpe lader fx til at have et max input på omkring 3,5 kw. Mere strøm end det kan den simpelthen ikke bruge. Hvor meget varme den kan lave med det handler jo så om COP på det tidspunkt, hvor den laver varmen. Herunder ser du et eksempel på hvad Vølund lover. Det er ikke lige den pumpe jeg har, men min havde en lignende oversigt.
https://volundvt.dk/produkter/luft-til-vand-varmepumpe/sortimentsoversigt/produkt/f2040-luft-vand-varmepumpe Der står fx COP ved 2/35 - dvs. når du laver fremløbstemperatur på 35 grader ved udetemperatur på 2 grader - og det svinger lidt ved de forskellige modeller, men det er omkring de 4. Dvs. når der er 2 grader ude og dit fremløb er 35, bruger du 1 kwh på at lave omkring 4 kwh varme.
Der står også COP ved -7/45 er 2,5-2,7 alt efter model.
Jo større forskel på udetemperatur og fremløb der er, jo ringere COP har du. Du kan gætte på, hvor ringe det bliver, når du går under -7, eller hvis du skal have mere fremløb end 45.
Min pumpe kan som sagt ikke bruge mere end 3,5 kw strøm. Når den arbejder med en COP på 2,5, kan den derfor ikke lave mere varme end 8,75 kw (som er 3,5 kw gange 2,5 COP). Men det er jo det tidspunkt, der er brug for at lave mest varme på.
Du kan nok derfor også forvente, at du vil kunne udnytte mindre af din varmepumpes angivne max output, hvis du bor i et hus, der har brug for højere fremløbstemperatur, fordi der ikke er så godt isoleret, eller fordi radiatorerne er små.
Jeg tænker det du skal tænke på er, hvor stort dit pillefyr er, og hvor mange kg du har brændt af på det koldeste døgn, du har oplevet. Det giver dig et slags worst case scenarie.