Hej med jer.
Jeg er lidt i panik over de nye regler for nedtagning af asbesttage. Vi har eternit B6 plader på huset, og jeg har altid regnet med selv at skifte taget når det skulle ske. Jeg har åbenbart ventet for længe, for som jeg læser reglerne - og diverse svar på andres spørgsmål fra bl.a. Bolius - ser det ud til, at jeg kun har frem til 1. januar 2025 til at få taget ned, før det er forbudt for private. Det er derefter tilsyneladende slet ikke muligt som privatperson at få autorisation til at nedtage taget, og så bliver det særdeles upraktisk at gennemføre udskiftningen som gør-det-selv projekt. Min plan var at opsætte stillads på en side af huset ad gangen, og flytte dette til den anden side efterhånden som nedtagning og udskiftning bliver færdigt. Hvis jeg skal have et firma til at stå for nedtagningen bliver det noget (dyrt) bøvl at få dem ud af 2 omgange, sende dem hjem mens jeg oplægger det nye tag, og kalde dem ud igen når stilladset er flyttet og der er klar til nedtagning af resten af det gamle tag.
Jeg overvejer derfor 2 muligheder:
1) Quick-fix: Udskifte taget med nye B6 plader.
Fordele: En overkommelig opgave. Jeg kan tage en række plader ad gangen. Fjerne nederste række plader, skubbe 2. række plader fri af den nederste lægte de ligger på og udskifte lægterne i mit eget tempo. Jeg kan gå til og fra projektet og tage opgaven i mindre bidder uden at være så afhængig af vejr og vind.
Ulemper: Primært holdbarhed. De nye B6-plader har ry for kun at holde 15-20 år, og så skal jeg sandsynligvis skifte tag igen. Jeg har læst anbefalinger af Ivarsson (nu ETEX) tagplader frem for Cembrit (nu Swisspearl), men kan ikke finde dem til salg nogle steder længere? Selv med B6-pladernes lave holdbarhed og en evt. ekstra udskiftning, er det væsentligt billigere at lave denne midlertidige udskiftning og skifte igen hvis jeg gør det selv, frem for at betale mig fra opgaven.
2) Den gyldne løsning (efter min mening): Udskifte taget til Ravensberger Light letvægtsstegl med Huntonit undertag.
Fordele: Det er en meget kønnere løsning, som kan holde mere end 50 år.
Ulemper: Opgaven er langt mere tidskrævende, kompliceret, og dyrere (selv om jeg ikke tror merprisen er så voldsom). Jeg skal derudover have lavet en beregning af tagkonstruktionen og vægge.
Hvad tænker I? Er der noget jeg har fejlvurderet ift. hvor svært det bliver at komme af med det gamle asbesttag? Er det helt skørt at skifte til nye B6 plader, eller holder de bedre nu end de havde ry for for få år siden? Jeg vil sætte stor pris på jeres input