Hej
Jeg har snart afsluttet udskiftningen af mit tag og skal nu videre med mine gavltrekanter, som skal have ny beklædning. Her vil jeg gerne have fibercementplanker (F.eks. Hardieplank, Cedral Lap/Ivarplank eller Swisspearl Plank/Cembit Plank). Men jeg kunne godt tænke mig at montere plankerne diagonalt - altså parallelt med tagfladerne. Noget i stil med billedet herunder (Det er IKKE mit hus på billedet. Det er hentet på Google Streetview, så jeg kender ikke de nærmere detaljer ved dette hus)
Denne løsning giver (mindst) en udfordring, som jeg ikke kan finde svar på i montagevejledningerne. Hvordan skal ventilationsåbningen nederst laves - herunder aflukning for skadedyr? Ligesom huset på billedet har jeg mursten under gavltrekanten. Når jeg monterer plankernes diagonalt, opstår der nogle kileformede åbninger beklædningens underkant. Derfor kan den normale start/ventilationsprofil til vandret klink-beklædning ikke bruges.
Jeg kunne måske lade mig inspirere af, hvordan man laver en 2-på-1 beklædning. Men selvom det er en forholdsvis almindelig konstruktion, kan jeg ikke finde nogen vejledning i, hvordan man laver en korrekt ventilationsåbning nederst til sådan en. Hvordan "plejer man" at lave den nederste del af en 1-på-2 beklædning?
En vinklet ventilationsprofil kunne nok lukke af mellem afstandslisterne, men ikke mellem plankerne. Desuden undrer det mig at de fleste af disse vinklede ventilationsprofiler typisk er 30 mm på den korte led. Og de afstandslister de skal dække for, er normalt 25 mm. Derved kommer de til at ramme muren bagved listerne. (Gavltrekanten og dermed afstandslisterne går en smule ned over den underliggende mur). Hvad har jeg overset ved anvendelsen af disse ventilationsprofiler?
Jeg overvejer, om jeg kan bruge et "musestop"-profil. Disse kan tilpasse sig de varierende mellemrum. Men sådan en profil er dog ikke så tæt som en ventilationsprofil. Og jeg vil helst ikke have insekt-hotel i mine gavle...
Bonus-info: De eksisterende gavle er krydsfinerplader med spor. De er montereret direkte på gavlspærret med et lag vindpap imellem. Der er således ikke nogen ventilationsåbning mellem vindpap og krydsfiner. Der har egentligt holdt fint, men jeg vil gerne lave de nye gavle rigtigt.
Med venlig hilsen
Palle Dam