Og så gældende lovgivning ang nedgravning af kabler, nedenstående er skytset fra Bek 1082, som er det lovmæssige grundlag for elinstalltioner i Danmark, den kan findes gratis på retsinformation.dk
§ 41. Kabler skal nedgraves i mindst 0,35 m dybde i færdigt terræn.
Stk. 2. Kabler i mindre end 0,7 m dybde skal være beskyttet af rør, U-profiler eller dækplader.
Stk. 3. Kabler i mere end 0,7 m dybde kan være uden yderligere mekanisk beskyttelse, forudsat at der placeres et markeringsbånd ca. 0,2 m over kabel. Er der flere kabler med mindre end 0,2 m mellem de yderste kabler, er der kun krav om ét markeringsbånd.
Stk. 4. Kabler, som føres op fra jorden til det fri, skal være beskyttet mod mekaniske påvirkninger både under jorden og over jorden med bestandige jernrør, stålrør, kabeljern eller plastvandrør for et arbejdstryk på mindst 0,6 MPa.
Stk. 5. Kabler, der kun indeholder SELV- og PELV-strømkredse, er ikke omfattet af stk. 1-4, men skal markeres med markeringsbånd.
§ 42. Dækplader, rør og U-profiler af plastmateriale til beskyttelse af kabler i jord og markeringsbånd af plastmateriale til markering af kabler i jord skal være røde.
Stk. 2. Dækplader skal have en bredde på mindst 100 mm og være forsynet med følgende advarselstekst: ELKABEL.
Stk. 3. Markeringsbånd skal have en bredde på mindst 25 mm, en tykkelse på mindst 0,3 mm og være forsynet med følgende advarselstekst: ELKABEL.
Stk. 4. Advarselsteksten, jf. stk. 2-3, skal
1) have en bogstavhøjde på mindst 10 mm,
2) være i sort farve og
3) gentages med et mellemrum på højst 200 mm mellem hver tekst.
Stk. 5. For dækplader finder stk. 4, nr. 2, kun anvendelse, hvis disse er mærket ved påstempling.