Jeg var en tur i Bauhaus for at købe en enkelt vare. Som kvittering for køb fik jeg udleveret en bon på ikke mindre end 51 cm.
Er jeg den eneste, som synes det er vanvittigt irriterende? Ikke alene er den helt umulig at opbevare i pung og senere hjemme, det virker også som et helt tåbeligt resursespild at lave så lang en bon.
Sådan bare for sjov: Reel information om købssted, dato, vare og pris pris udgør under 10 cm. Ca. 13 cm er tomme linjer. 12 cm er reklamer og qr-koder, som man skal scanne for at anmelde køb og tilmelde sig nyhedsbrev. Er der virkelig så mange, der benytter sig af de koder, at alle kunder skal generes med dem.
Det resterende er hovedsageligt kreditkortskvitteringen, som man får alle steder man handler. Denne er alle steder helt vanvittig. Den indeholder tekniske informationer så som Term, Kc1, Atc, Aed, Psam, Arc, Status, Aut kode og Ref. Alt sammen oplysninger jeg som forbruger har absolut intet at bruge til. Umiddelbart er det eneste, jeg måske kunne bruge, en enkelt linje på kvitteringen med oplysning om "Beløbet er betalt med kreditkort med slutcifre xxxx". Resten er fuldstændigt inderligt ubrugelig information. Hvis kreditkorttransaktionen fejler, ja, så kan jeg se formålet med at udskrive alle de mystiske numre til brug ved fejlfinding, men til transaktioner, som gik i gennem? Er det bydende nødvendigt at give informationerne, så kunne tallene i øvrigt stå på 2 linjer i stedet for de 8 man bruger på det nu. Det ville spare alle for 15mm bon ved hvert køb de foretager!
Nå, jeg bliver vel nødt til at bruge qr-koderne på kvitteringen fra Bauhaus til at give dem en negativ anmeldelse for at udskrive mig så lang en bon, så helt ubrugelige er koderne måske ikke...