Jeg har en gammel stald, jeg tænker på at lave et viktualierum i. Dvs. ikke et stort skab til tørvarer og sådan. Det skulle være noget, jeg kan gemme kartofler og lignende i ind i vinteren. Som jeg forstår det, skal det gerne være mørkt og ligge med en temperatur på omkring 10 grader og en luftfugtighed omkring de 90%.
Jeg har et sted i en gammel stald, jeg tror ville egne sig rimelig godt til det. Det ligger op ad den nordvendte ydermur, og der er ingen vinduer. Det er ikke et lukket rum lige nu, men det mangler kun en fjerde væg for at blive det.
Spørgsmålet er så, hvor nemt jeg kan slippe omkring det. Som det er nu, er stalden ikke frostfri. Der er ikke en varmekilde derude nu, men der er kraftstik, så jeg tænker mig, der ville kunne blive sat en elradiator op rimelig nemt. Men hvad gør man lige med materialer og isolering og dampspærre i sådan et rum, der skal holdes på 10 grader med 90% luftfugtighed? Det lyder jo som en kæmpe skimmelfest.
De tre vægge der er der nu er i øvrigt ret forskellige. Ydermuren er vist gasbeton efterisoleret på indersiden med gips på uden jeg kender opbygningen. Den ene væg er en gammel massiv ydermur (der ikke vender udad mere). Den anden er en ret ny gipsvæg. Kan jeg slippe afsted med bare at smække endnu en gipsvæg op som fjerde væg uden at røre de gamle vægge, eller skal jeg i virkeligheden helst rykke den gamle gips af, isolere på den gamle ydermur og beklæde det hele med en sammenhængende dampspærre for ikke bare at bygge en kæmpe fugtsugende svamp derude?
Jeg har lidt svært ved at overskue det. Jeg har ikke prøvet noget lignende før. Jeg vil gerne lære det! Men sådan set vil jeg som udgangspunkt bare gerne kunne gemme grøntsager.