Forstærkning/påforing af gamle spær.

Hej alle.

Jeg har tidligere fået super hjælp og kommentarer herinde, så nu prøver jeg igen.

Jeg er pt på 13. måned i en gennemgribende renovering af et hus fra 1927.
(spørg mig lige om jeg tager sådan et projekt igen.   )

Jeg skal have lavet 1. salen i stand.
Pt. ser den således ud.

Isolering i etagedæk er nyt, tag og undertag er nyt, ligesom hanebåndene (de gamle var rådnet op på grund af utæt tag i kombination med en dampspærre under de gamle hanebånd, som holdt på vandet.

Spærene er, ifølge tømrerne, som udførte taget, i nogenlunde ok stand.
De bærer præg af tidligere tiders utætte tag og insekt angreb, men er generelt ok.

Da jeg alligevel skal have isoleret op til dagens standard, så skal jeg jo påfore spærene og jeg tænkte på om man kunne forstærke de gamle spær, i samme omgang.

Spærene står således på remmen.

Hvordan gør jeg bedst?
Som det ses, er der sat vinkelbeslag på begge sider af spærene, hvilket gør det en smule svært at få et nyt stykke spærtræ helt ned og hvile på remmen.
Vil det være en bedre og forstærkende løsning, at sætte nyt spærtræ (245mm.) under spærene som illustreret nedenfor, eller er spærtræ (245mm.)på siden af det gamle spær den bedste løsning?

eller

I begge tilfælde, hvordan ville I fastgøre spærtræet så det sidder godt og har en forstærkende effekt?
På siden af det gamle spær, er det vel "bare" et spørgsmål om tilpas lange skruer med ca.30 cm mellemrum?

Jeg håber meget nogen kan guide mig her.
Jeg har tidligere bygget en 1. sal, men det var med nye spær, hvilket gjorde påforing af spær en hel del lettere.

Håber I kan hjælpe en mand i nød.

Måske kan jeg, med jeres hjælp, komme i mål på kun 24 måneder. 

Mange hilsner
Lars
13 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce
Er lidt usikker på hvilket problem du prøver at løse - du har jo både skunkstolper og hanebånd i vejen - så meningen er vel ikke at du vil lave en forstærkning fra rem til kip?
Tænkte umiddelbart, at du kunne sætte en krydsfinerplade som en trekant mellem spær og skunkstolpe. Det vil afstive den nederste del betragteligt og fylder (og vejer) ikke så meget som et ekstra spær.


Mvh Troels
Hej TRRA

Ja du har nok ret, jeg burde nok have været mere klar..

Din løsning giver super god mening, og vil bestemt forstærke den nederste del meget.
Jeg har dog brug for at kunne isolere op til standard mellem spærene, så derfor ville jeg i samme ombæring benytte lejligheden til at forstærke de gamle spær.

Jeg tænker umiddelbart, at jeg vil sætte et spærtræ på siden af spærene, op til under hanebåndene og derover helt op til kip.
Spærtræet vil jeg så have til at hvile af på remmen, da jeg ikke tænker det er sundt, at lade de gamle spær bære vægten af dem også.
På den måde tænker jeg, at jeg har forstærket spærene og samtidig gjort plads til mindst 245mm isolering.

Efterfølgende vil jeg opsætte dampspærre, krydsforskalle med 45x45mm, med tilhørende 45mm. isolering og til slut beklæde med gips eller Ultraboard.

Håber det giver mening?

Mange hilsner
Lars

Ved at sætte spær træ under de gamle spær slår du "2 fluer med et smæk".
Du får afstand/plads til isoleringen og forskalling samtidig.

Ved at sætte spær træ under de gamle spær, får du væsentlig mere styrke ud af det, end på siden.
I så fald giver det så meget styrke at du kan  fjerne skunk stolperne og lade det nye spær træ gå helt ned til remmen.

De gamle spær ligner, for mig, 2 1/2", 63 mm, er det helt galt?

Du kan evt. bruge rå C18 spær træ, ubearbejdet, evt. med afstand, mindre højde end de 245 mm, f.eks. fastholdt med sømbeslag eller krydsfiner, på begge sider, med passende afstand f.eks. 0,75-1 meter.

Det er muligt, bl.a. hos Stark eller XL-Byg, at få leveret C18 ubearbejdet spær træ.
Hej GSH.

Jeg er ikke lige ude i huset, men som jeg husker det er spærene 125x125mm.
Der er dog en udskaring hvor de gamle hanebånd har siddet, så der er de nok ca. 125x60mm.

Jeg vil helst ikke ud i at fjerne de gamle skunkstolper.
Jeg tænker, at jeg har brug for al den styrke jeg kan få og iøvrigt ender de inde i skunkvæggen, når jeg engang når dertil. Så de sidder ikke i vejen.

Mener du ikke jeg opnår styrke ved at skrue på siden af spærene?

Skal jeg påfore under, var min tanke at skære i smig, så godt sm jeg overhovedet kan omkring skunkstolperne og ved spærfoden.

Med venlig hilsen
Lars
Jeg ville helt klart sætte det nye spærtræ på siden af de de gamle spær, på den måde kan du rette tagfladen op, hvilket du formentlig har brug for og som vil være ret svært/tidskrævende hvis du sætter de nye spær under de gamle. Hvis du skruer med nogle lange skruer med passende afstand bliver det rigeligt stærkt.
Annonce
Ved at sætte på siden bliver der problem ved hanebåndene, men ikke ved skunkstolpen.
Ved at sætte på undersiden kan du få det nye spær helt op til kip, i et stykke.
Om du sætter på siden eller under neden bliver opretningen, efter min opfattelse, alt andet lige, den samme.
Ved at sætte på undersiden, med afstand, bliv din isolering, alt andet lige, bedre.
Ved at sætte på siden bliver styrke og stivhed kun forøget med det givne spær træ.
Ved at sætte på undersiden bliver styrke forøget i 3. p. og stivheden i 4. p. Større afstand medfører større styrke og stivhed, du kan derved evt. bruge mindre dim af spær træ.

Er det hele spærenes længde du vil have forstærket?
Hvad er årsagen til at du helst vil bevare skunkstolperne?
Hej igen, undskyld mit sene svar.

Perhans: Jeg har helt sikkert brug for at rette spærene op, de er ikke slemt skæve, men til den indvendige beklædning, skal der dog justeres noget.

GSH: Hvis jeg sætter spærtræet på undersiden af de eksisterende spær, hvordan tænker du så jeg forbinder de gamle spær med det nye træ, for at opnå bedst mulig styrke?
Jeg kan sagtens se din pointe i, at jeg kan bruge en mindre dimension træ og at det bliver bedre/lettere at isolere.

Min tanke var at forstærke spærene helt til kip, bare fordi det er tilgængeligt, som det ser ud nu.
I praksis er det sikkert nok at gøre det op til underkant af hanebånd, da vi nok ikke laver loft til kip.

Årsagen til at bevare skunkstolperne, er at jeg helst ikke vil løbe ind i styrke problemer, ligesom jeg efter 13 måneders dagligt arbejde på huset, gerne vil undgå at skabe mere arbejde for mig selv.
Skunkvæggen komme alligevel ud på den anden side af stolperne, så de udgør ikke noget problem i resten af bygge processen.

Jeg var iøvrigt på loftet i går (der skal jo også trækkes rør til Genvex i det gamle skidt) og der så jeg, at du havde ret i, at spærene er ca. 75mm. i bredden, det var bjælkelaget der var 125mm.  

Mvh Lars
Skunkstolperne giver mindre styrke end f.eks. lodrette skunkstolpe, som f.eks. i/på dit foto fra tidligere med nye spær.
Hvis du skal have rør mv. i skunken, optager de nuværende skunkstolper også plads for dette.
Hvis du vælger løsning, som foreslået af TRRA, bliver det endnu værre.

Ved ensidig sidepåføring, på de gamle spær, opstår der et uheldigt vridningsmoment i spæret. Hvis der vælges sidepåføring, er det bedst med påføring på begge sider.

Vedhæfter lidt fra TRÆ 15 Hanebåndsspærfag:

Såfremt dine spær er 75 mm tykke, fås der f.eks. C18 konstruktionstræ 75x150mm, ligeledes C18 63x125 mm.
Når det drejer sig om dit antal, så evt. få opskåret 75x150 mm til 75x75 mm.

Mit forslag vil være:
Fjern nuværende skunkstolper, sæt C18 konstruktionstræ, på undersiden af de gamle, fra rem til kip, fastgjort påskruet med f.eks. passende "sømbeslag", på begge sider, afstand ca. 750 mm. Derefter opsætte lodrette skunkstolper, som også bruges for/til skunkvæggen. Hvis du fjerner skunkstolperne sætvis får du ikke styrkemæssige problemer.
Husk at du skal have ventilation over isoleringen.
Lidt sent input herfra, men jeg har i mit profesionelle virke som rådgivende ingeniør aldrig være med til andet end af forstærke ved at fastgøre på siden af spærret. Jeg forestiller mig en del problemer ifm. udførslen ved at fastgøre på undersiden, da de eksisterende spær sandsynligvis langt fra har en plan underside, hvormed der skal laves en del tildannelse på de nye spær. Et typisk projekt jeg laver kræver dog plan over- og underside af spær, da der typisk også ændres i tagopbygning i de projekter jeg arbejder på, hvilket jeg fornemmer ikke helt er tilfældet her.

Ved at fastgøre ind på siden kan du fx fastgøre med M12 bolte + 2-sidet bulldog (ofte anvendt af min ældre kollega, men hadet af håndværkerne) eller 100-120 mm søm/skruer pr. 150-200 mm. Jeg ved håndværkerne ofte foretrækker løsningen med søm/skruer fordi den er langt lettere at udføre, så den foreskriver jeg oftest selv.

Som der korrekt bliver kommenteret længere oppe får du et issue ved hanebåndene, hvis påføring skal løbe helt til kip. evt. kan påføringen deles og tildannes ved hanebånd, og derefter samles henover hanebånd med en eller flere hulplader og beslagskruer. Eventuelt kan du også lavet overlappet med 12-18 mm krydsfiner og skruer.

Ingeniør født med ti tommelfingre
sæt st stykke spærtræ på siden af det gamle spær sør for der er plads til 200 mm isolering på det nye spærtræ sætter du dampspære på . så sætter du en 2*4 eller 45*95 mm regle vandrat pr 60 cm og 100 mm isolering så får du dampspære hvor den skal være og du får 300 mm isolering og en stærk tagkonstrukion
Der er yderligere 3 indlæg i tråden.
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis