Lav nemt og hurtigt lille havebænk af genbrugsmaterialer

Vores have er ikke stor, men ikke desto mindre er det skønt at have forskellige siddepladser i haven. Når haven er lille, kan traditionelle havemøbler se alt for store ud og desuden optage for meget plads i haven. Derfor havde jeg brug for en lille havebænk.

Jeg er ikke den store håndværker - og tålmodighed er heller ikke det, jeg har mest af. Jeg kan godt lide at have store armbevægelser i haven, hurtige resultater og sjove løsninger (se mere på naturtips som er min nyligt opstartede hjemmeside). At lære at snedkerere en smuk havebænk var altså ikke en mulighed. Jeg måtte finde en alternativ model.

Da jeg kort forinden havde anlagt et nyt blomsterbed i haven, hvor jeg havde brugt fundamentblokke til afgrænsning, havde jeg tilfældigvis to fundamentblokke til overs. De lå bare og ventede på at blive brugt til et eller andet. Og i skuret stod der resterne af en smuk egetræsplanke. Resten var på cirka 50 cm.

Med to lange fundamentblokke og en egetræsplanke kan man lave en lille havebænk som den, du kan se på billedet.

  1. Grav fundamentblokkene ned på højkant i tilstrækkelig dybde og stabiliser jorden
  2. Afskær egetræsplanke i den ønskede længde på sædet
  3. Læg planken på blokkene og plant/sno evt. lidt Efeu eller en anden klatreplante rundt om fundamentblokken, så den med tiden bliver dækket af stedsegrønne blade. 
Det tog mig under en time at lave den lille havebænk, som ungerne har døbt “tænkebænken”. Der kan man sidde i skyggen og nyde en sodavandsis eller blive præsenteret for “sandkager”, som børnene har lavet.

Jeg lagde desuden nogle små granitsten (som jeg alligevel havde liggende) i et lille område under bænken for at fremhæve siddepladsens funktion. Granitstenene er afgrænset af nogle stykker ubehandlet lægter, som lå i skuret. Ved siden af bænken står forskellige krukker med krydderurter.

Hvis du får lyst til at se og læse om andre alternative løsninger til den lille have, kan du se mere på https://www.naturtips.dk/ Her giver jeg tips og bud på forskellige projekter og aktiviteter, som kan hjælpe naturen og øge naturglæden.

0 svar
 Følg tråden
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Relaterede emner

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis