Hvorfor koster et Hugo Boss jakkesæt 4 gange så meget, som hvis du køber i H&M? Navnet og det faktum, at folk der køber det gennem lang tid er blevet overbevist om, at det er pengene værd.
Selvfølgelig vil der ofte være en kvalitetsforskel. Men du betaler i den grad merpris for at få det produkt, der har det bedste ry. Ikke nødvendigvis det produkt, der holder fire gange så godt eller er fire gange pænere hvid, når det er på væggen.
Der er KÆMPE avance på Flüggers produkter, hvis man handler som privat. Prisen på 10 liter Flutex 5 for en malermester, der handler meget på et år, ligger vel omkring 200-250kr spanden. For en privat skal du rask væk give 1200kr for samme spand.
Men hvis du er rigtig smart, så køber du i stedet en spand Yunik maling glans 5, da indholdet i denne skulle være identisk med det, du får i en spand mærket med Flügger. Samme fabrik, samme surdej, forskellige segmenter de prøver at ramme. Skidesmart at have et dyrt mærke og et no-name brand, så man kan ramme hele markedet med samme produkt.
Kohberg gør det samme med deres morgenboller. Læs bagpå bollepakkerne Aldi og Lidl, lur mig om ikke der står Made in Kohberg med småt et sted.
Nå, tilbage til det der betyder noget. Flüggers produkter er vanvittigt gode i min optik. Nemme at arbejde med, ofte kan man spare en arbejdsgang, fordi de dækker godt. Men ikke så det retfærdiggør en pris på 1200kr spanden.
Så enten ville jeg købe Yunik maling, hvis du gerne vil have Flügger. Ellers kan du i københavnsområdet finde folk på DBA, der sælger Flügger maling billigt (køber direkte hos Flügger med henblik på videresalg).
Og ellers ville jeg gå med PP Mestermaling købt hos Malgodt med 25% rabat ved brug af LDS rabatkoden.
Omkring Jem og Fix maling, så er det min erfaring, at den hvide maling er ualmindeligt gul, når den kommer på væggen. Så jo, der er helt klart kvalitetsforskel.