Hej. Jeg fik på et tidspunkt at vide at der ikke var tilstrækkeligt udluft på mit loftrum, så jeg tænkte at jeg vil prøve at få gjort noget ved det inden det bliver alt for varmt at kravle rundt på loftet.
Taget er betontegl og derunder et undertag der består af en slags stofdug (diffusionsundertag?). Jeg fik på et tidspunkt at vide at man enten kunne montere undertagsventiler i undertaget eller sørge for at isoleringen ikke slutter helt tæt med taget ved tagfoden så der kan komme luft ind ved udhænget.
Loftrummet dækker over bebygget areal på ca. 200 m2. Der er 1 meter mellem spærene og jeg har talt i alt 26 spær.
Pga. hældningen på taget er det meget besværligt at komme helt ud til tagfoden og lave noget der. Jeg kiggede derfor efter udluftningsventiler som har et udluftningsareal på 56 cm2.
Jeg læste et sted at det samlede udluftningsareal skulle være 1/500 af loft arealet, så i mit tilfælde 0,4 m2. Det betyder så bare at jeg skal bruge 72 udluftningsventiler. Et andet sted læste jeg at det var fint med 1 ventil i hver side per spær, så i alt 50 ventiler.
Spørgsmålet er nu om det er bedst at have besværet med at lave udluftning ved udhænget eller om det er nok med ventiler og i så fald hvor mange. Jeg tror ikke rigtigt det er muligt at lave udluftning i gavlen, da den er muret op. Andre gode forslag modtages gerne.