Hej Bentin,
Flot bord du har skaffet dig der!
Allerførst: din bordplade er ikke massiv! Du har en finéret bordplade med massivtræs-kanter.
Hvad så nu? Jo du kan gå frem på flere måder. Hvis du gerne vil lakere bordpladen - så du har samme overflade på hele sættet, hvilket er ønskværdigt - vil metode nr.1 være at sprøjtelakere med klarlak.
Dernæst kommer lakering med rulle og sidst med pensel.
Sprøjtelakering giver det absolut bedste resultat, men kommer med en barriere i form af udstyr.. Kompressor, pistol + det rette håndelag (øv dig på nogle andre flader først).
Med tålmodighed, umage, mange lag med mellemslibninger og gode ruller kan du få et næsten lige så godt resultat med en god rullet lak.
Den nemmeste metode:
Olier din bordplade!
Der findes allerede teak-olier på markedet som er super gode til at give den gode glød og dybde som møblet fortjener.
Her kræves blot olien, klude og fint sandpapir til en let mellemslibning før du giver 2. og måske 3. gang olie.
Ulemperne ved olie er, at du ikke får samme overflade og glød på benene som på pladen, og at du har mere vedligehold med olie. Som et sofabord der vil blive brugt til hverdag, bør du nok give det olie mindst én gang om året, hvis det skal holde sig pænt. Der vil lakken holde i mange år uden vedligehold.
Håber det har hjulpet lidt på beslutningen,
Mvh.
Esben,
Møbelsnedker.