Kære Lav-det-selv folk. Jeg håber på lidt vejledning.
Der er allerede tråde om udarbejdelse af fundament herinde og de har givet mig god viden. Der er dog fortsat et spørgsmål jeg ikke har kunne finde svar på. Inden spørgsmålet en lille introduktion til projektet.
Jeg har erhvervet mig et ældre gør det selv projekt fra 1916. Der er krybekælder under halvdelen af huset 37 kvm. Det varmesystem jeg vil introducere i huset kræver en relativ fornuftig isoleringsgrad. Det er en kombination af solfangere og masseovn, der skal opvarme en 1000 liter bufftertank og derfra lave varmt brugsvand og sende varme ud i resten af huset. Jeg skal derfor have nedlagt krybekælderen. Det er fint beskrevet herinde hvordan det gøres. Jeg vil:
1. Grave ud så jeg kommer ned i en dybde 51 cm, fra jordbund og op til trægulv.
2. udlægge 5 cm lecanødder og i dette lag lave radonsug. Tænker blot at ligge 2 cm gulvvarmeslager ud i laget og føre disse ud gennem de eksisterende ventilationsluger der er etableret i forbindelse med krybekælderen. Jeg tænker at jeg vil sætte en lille solfanger ventilator på. Hvis det ikke er nok kan jeg efterfølgende sætte et stærkere mekanisk sug på. (Det er lerjord i et område med store forekomster af radon så jeg er lidt ekstra forsigtig)
3. Oven på lecanødderne placere jeg 30 cm flamingo.
4. Langs kanten, over de 30 cm flamingo, vil jeg placere et bånd af flamingo, 10 cm højt og 2 cm bredt for at sikre at betonen ikke har direkte forbindelse til ydermuren
5. Oven på flamingoen placere jeg armeringsjern. Jeg påtænker at løfte jernet med stykker af 2 cm tykt flamingo så betonen kan komme under jernet.
6. På armeringsjernet stripper jeg gulvvarmeslanger fast.
7. Derefter 10 cm beton
8. Oven på betonen fugtspærer
9. Strøer, 5 cm i højden, med udlagt isoleringsmåtter mellem strøerne
10. Trægulv.
Hvis der er nogle af jer kloge mennesker, der ud fra ovenstående beskrivelse er ved at få kaffen galt i halsen må i meget gerne give mig en tilbagemelding.
Mit spørgsmål som jeg ikke har kunne finde svar på er følgende. Når jeg nu ligger en fugtspærre af plastic ud over betonen, og oven på denne skal fastgøre gulvstrøer, så har jeg svært ved at gennemskue hvordan jeg gør det uden at ødelægge fugtspærren. Jeg tænker jo at jeg skal skrue strøerne fast ned gennem fugtspærren. Er det lige meget, eller skal man bruge et eller andet for at sikre at penetreringen stadig er tæt?
Jeg har overvejet at placere fugtspærren mellem flamingoen og betonen. Dette er som jeg har kunne læse mig frem til den naturlige løsning, hvis man bruger klinker som gulv, men hvad jeg kan forstå, så er det bedst at placere fugtspærren over betonen, såfremt gulvet er af organisk materiale (trægulv) da man gerne vil holde fugten fra betonen vægt fra træet.
De bedste hilsner
Jonas