Jeg har slukket for min cirkulationspumpe, der sidder på brugsvandsledningen til et fjerntliggende tappested, hvor den cirkulerer varmt brugsvand rundt i et helt sædvanligt kredsløb for at der er hurtigt varmt vand.
Jeg må så leve med hver gang der tappes varmt vand at “spilde” noget vand indtil der er varmt vand fremme ved tappestedet, men derimod ikke have energiforbrug til cirkulationspumpen og varmetab fra det cirkulære kredsløb.
Jeg formoder at der så konstant vil være stillestående vand i returledningen i det cirkulære kredsløb tilbage fra tappestedet.
Er det korrekt at der vil være dette stillestående vand i returledningen?
I fald vil der være nogen sundhedsrisiko i dette “gamle vand”, der bare står stille?
Og skulle man da få afbrudt returledningen ved tappestedet og ved indgangen tilbage ind i varmtvandsbeholderen (eller sætte to afspærringsventiler på helt ude i begge ender, og lukke det gamle, stillestående vand “inde” i returledningen)?
Eller, ER der altid en naturlig cirkulation igennem returledningen og igennem den slukkede cirkulationspumpe, således at der ingen risiko er for gammelt, stillestående vand med en mulig sundhedsrisiko?