Krybekælder – Isolering og udskiftning af gulv (incl. billeder)

Hej LDS

Jeg er ved at forberede mig mentalt ( ) og praktisk på årets sommerferieprojekt. Det omhandler udskiftning af gulve i vores hus fra 1877. Varme kommer i dag fra pillefyr og radiatorer. Vægge står på fundament af kampesten/marksten. Der er ikke etableret ventilationskanaler i fundamentet til krybekælderen. Vi har derfor ved indflytning etableret udluftning i krybekælder via mekanisk ventilation. Vi har i de sidste år etableret relativt gennemgribende renovering via nye vinduer og isolering af ydervægge, 

Jeg vil bede om din/jeres hjælp til at vurdere den eksisterende overordnede plan som jeg har, uden at gå for meget i detaljer i første omgang.


Eksisterende gulv:

GAMLE plankegulve på strøer, klodset op på mursten og marksten. Ingen isolering. Krybekælderen har varierende højde. Strøer synes meget trætte omkring ydervægge, da gulvet gynger lidt eller falder mod væg. Gulvet er meget fodkoldt om vinteren. Da vi flyttede ind lagde vi som en hurtig løsning et billigt klik-gulv ovenpå, da plankegulvet flere steder er meget slidt og medtaget. 

Gulvene i hele huset er lavet sådan. Dog er den ene stue uden krybekælder, men med et simpelt beton-klaplag ovenpå jorden. Strøer er så lagt på dette lag. Ingen dampspærre og isolering. Jeg vil blive overrasket hvis der er etableret kapilarbrydende lag.


Hvad vil jeg opnå ved at skifte gulvet 

Et knap så fodkoldt og et mere plant gulv, der ikke gynger. Frihed til at vælge det gulv jeg ønsker fordi grundlaget er i orden. Det er de primære succeskriterier. Der er tale om ca. 80 m2 gulv der bliver skiftet i etaper (ét rum af gangen). 

Udfordring: Alle rummene fremstår alle nymalet på loft, lysninger, vægge og paneler. Vil derfor gerne minimere gravearbejdet og de medfølgende støvgener så meget som muligt.


Overordnet plan:

Fjerne eksisterende gulv, strøer og opklodsninger. Grave ud hvor nødvendigt. Etablere udluftningskanaler. Gulvkonstruktion vil bestå af opklodsede strøer med passende afstand incl. murpap. Etablering af isolering, damp- og radonspærre. Afsluttes med fer og not gulvspånplader, der limes sammen. Ingen gulvvarme. Afsluttes med svømmende gulv. Nok en mellemløsning som parket eller lign. Sikkert ikke plankegulve eller laminat. 


Alternativ plan

Etablere gulvvarme og en moderne gulvkonstruktion, dvs. jord, kapilarbrydende lag, trykfast isolering (eks. Sundolit), betonlag afsluttet af damp og radonspærrer. Denne løsning er ikke min 1. prioritet fordi…

  • den komplicerer arbejdet, uden at jeg nødvendigvis opnår en yderligere gevinst i forhold til hvorfor jeg ønsker at skifte gulvet
  • jeg har gds-erfaring med et opbygge et svømmende gulv fra bunden som skitseret under "Overordnet plan" og det kan jeg klare uden ekstern assistance (beton, udgravning)
  • der ikke skal fjernes så meget jord
  • jeg er i tvivl om hvor meget jord jeg sikkert kan fjerne omkring de bærende ydervægge/fundament


Spørgsmål til jer

Er der nogle væsentlige ulemper tilknyttet min ordnede plan? Noget jeg skal overveje? 


Her er et par billeder af facade, eksisterende gulv og et utydeligt billede af krybekælderen. Det giver jer nok en fornemmelse af hvad vi taler om. 

12 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce

Min svigerinde og mand stod med samme projekt. De tog tyren ved hornene og støbte isoleret gulv med god randisolering. Det har virket perfekt nu i over 20 år. Det optimale er at få lukket af for neefrakommende kulde og fugt. Din bemærkning om minimalt støv ... du blir klogere! Go arbejdslyst!


 

jeg har også lavet lidt gulve på strøer, og også støbte.

For mig ville der heller ikke være nogen tvivl, støbt gulv.

jovist lidt mere arbejde, men det er det hele værd, og er også muligt for en gds person



Mvh
Martin

Cand alt. med speciale i det jeg finder spændende.

Tak for Jeres svar og tilkendegivelser i forhold til mit spørgsmål. 

Hvad er det, der gør at i foreslår den "store" omgang? Hvorfor vil resultatet af den "store" omgang være mærkbart bedre end strøer?

Umiddelbart kan jeg forestille mig at gulvet vil være lidt varmere. Med passende afstand mellem strøer, bilder jeg mig ind at stabiliteten vil være nogenlunde identisk. 

Omvendt kan jeg have mine bange anelser omkring en betonløsning i så gammelt et hus. Jeg ved dog ikke præcis hvorfor. Nok blandingen af gamle byggeprincipper, der ikke nødvendigvis går hånd i hånd med en moderne måde at isolere på. 

Jeg lavede gulvet om i min udestue for nogle år siden, klodsede strøerne op efter alle kunstens regler og isolerede.

Men trods det giver gulvet sig stadig når man går på det.

I mit værksted støbte jeg derimod gulvet, og det må siges at være stabilt.


Mvh
Martin

Cand alt. med speciale i det jeg finder spændende.

Gammel og ny byggestil: det er vigtigt, at der randisoleres før der støbes. Randisolering er strimler af Sundolitplader “flamingo” dvs gulvstrøer slet ikke rører sylstenene. Med støbning opnår du stabilt underlag uden risiko for sætninger og opstigende fugt. Isoleringen bliver også helt uden kuldebroer. Du skal alligevel have skilt huset ad, så prisforskellen ligger i radondug, isolering, beton mod materialer til spær, strøer, undergulv og sand.


 

Annonce

Byggeteknisk anbefales idag opfyldning af krybekældre og etablering af betondæk - for mange udfordringer med krybekældre også efter renovering.

/BOFH



Giv mig min kop kaffe og et serverrum!

Tak for Jeres input. 

Jeg har studeret opbygningen af et betondæk. I den forbindelse er jeg stødt på nogle muligheder, der er nye for mig. 

Tidligere beskrevet på dette forum: https://www.lav-det-selv.dk/forum/aft/221947. Her beskrives udlægning af EPS blokke, afrettet nøje på sand, med undergulv og fugtspærre. Afsluttes med svømmende gulv. 

Og tilsvarende på Styrolits side: https://styrolit.dk/home/gulvisolering/ 

Her beskriver Timberman hvorledes deres gulv kan ligges på EPS isolering som et svømmende gulv: https://www.timberman.dk/media/1832...ering.pdf. Det ser således ud til at gulvfabrikanterne har blåstemplet løsningen også.  

Jeg kommer ikke til at have skille vægge i rummene. 

Metoden tiltaler mig pga. dens enkelthed og at jeg frigør jeg mig fra beton-arbejde i rum, der er færdigmalede (og renoverede) og i øvrigt fra eksterne leverandører, samt besværligheder omkring levering på bagside af hus osv. osv. osv. 

Har i nogle kommentarer, erfaringer eller lignende?



Jeg har lavet den løsning i min krybekælder og det fungerer perfekt. OG jeg slap for betonhelvedet.

De væsentligste noter er at 1) du skal bruge en stærkere type isolering (eks EPS250 - slå det op på leverandørens sider), og 2) sandlaget skal være mere præcist afrettet. 

Den seneste anbefaling er at man lægger et ekstra lag spånplader. Enten et 22mm lag under sporpladerne, eller et 12-15mm lag ovenpå sporplader. Det er for at sikre at "spån-laget" bliver stift nok. Jeg lagde et lag 22m under og skruede lagene sammen.

Ellers er det ligetil og giver et godt resultat. Kan kun anbefales.

"TRÆfakta 12 Lette terrændæk" er iøvrigt branchens samlede anbefaling og kan anbefales.

Hej DetBliverGodt

Tak for dit input. Jeg har skimmet din tråd herinde om emnet også.

Går i tænkeboks nu. 

Hej jeg har fulgt med i den tråd i det vi har et bindindsværkshus fra 1925, med 60cm krybekælder. Jeg kan virkelig godt lide idéen om en lette terrændæk med EPS blokke og et lag sang. Har også læst tråd https://www.lav-det-selv.dk/forum/t/221947/s/kan-jeg-undgaa-betondaek, men stødt på en kommentar der:

"Udfordringen ligger i at sikre ventilation efter krybekælderens funktion ændres"

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad der blev lavet i jeres tilfælde - blev det etableret en form for ventilations kanal omkring EPS blokke ? Eller noget andet ?

Der er yderligere 2 indlæg i tråden.
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis