Jeg er lidt træt af min centralstøvsuger, og skulle jeg vælge i dag købte jeg en almindelig støvsuger. De fås rimeligt lydløse i dag.
Problemet med centralstøvsugeren er slangen. Jeg har sådan en med afbryder i håndtaget, og en ledning i slangen. Denne er ret tung at bakse rundt med. Skulle jeg vælge i dag, blev det uden afbryder i håndtaget - eller med trådløs afbryder, hvis det findes, så slangen bliver lettere.
Næste problem er, at man trækker slangen efter sig. Når man trækker den gennem en dør, så kommer slangen til at blive trukket op af karmen, hvilket laver skræmmer og ridser. Så nu går jeg og pletmaler det nederste af dørkarmene en gang om året. Man kan vist få en pose til at trække ud over slangen for at mindske ridserne, men så bliver slangen tungere.
Endelig så fylder 10 meter slange bare meget i skabet - en almindelig støvsuger fylder mindre. Og de 10 meter slange er også besværlige at bære rundt på, når man f.eks. skal op af en trappe.
Det positive ved centralstøvsugeren er, at udblæsningsluften ikke bliver blæst ud i det rum man befinder sig. Og støvsugning af trappe er også lettere. Men har man ikke en trappe, så ser jeg flere problemer med centralstøvsugeren end den løser.