Jeg skal til at sætte vores gamle skur i stand og isolere det, og som det fremgår af overskriften er spørgsmålet om der skal bruges dampspærre eller ej. Der er utallige tråde om emnet herinde, og har godt nok kigget mange igennem, men synes ofte at de ikke bliver fulgt helt til dørs med et slutresultat.
Skuret der skal istandsættes er på ca. 35 m2. Der er støbt betongulv som også er isoleret med flamingo (ved ikke hvor meget) og væggene samt loft er isoleret + dampspærre. Skuret er dog fra 1999 og det er ikke blevet gjort ordentligt i tidernes morgen - fx er dampspærren brudt flere steder og skuret er overhovedet ikke lukket ordentligt af, pga dårlig opsætning af brædder og vindpap mm og en åben kattelem. Nu trænger det til en istandsætning.
Planen er, at skuret skal beklædes med sternbrædder > klemlister > vindpap > træskelet >isolering > 15mm osb-plader som indvendig beklædning. Det eksisterende "træskelet bliver således genbrugt, ligesom taget der er beklædt med tagpap også får lov at stå. Loftet bliver naturligvis også isoleret, men er ikke færdig med at pille fra hinanden endnu så ved ikke hvor meget isolering der er plads til.
Skuret skal bruges som cykelværksted og træningsrum, hvor jeg får noget træningsudstyr ud (vægte mm), så det skal holdes fugtfrit så udstyret ikke ruster.
Så er det store spørgsmål om der skal dampspærre eller ej, og hvordan jeg får det holdt fugtfrit.
Mantraet herinde ift. dampspærre lyder til at være, at hvis skuret skal opvarmes så skal der indsættes en dampspærre. Men så er der også altid argumentet om, at skuret om sommeren vil være koldere end temperaturen udenfor, hvorfor dampspærren så vil være på den forkerte side og det vil kunne medføre kondensproblemer. I den sammenhæng har jeg fået pillet loftbeklædningen ned, hvor jeg konstaterede at dampspærren var fugtig på oversiden op mod taget, og isoleringen var brun flere steder. Som tidligere nævnt, var dampspærren brudt flere steder. Det er derfor ikke til at sige, om konsensen skyldes en utæt dampspærre, eller pga. temperaturforskelle ude og inde?
Et andet mantra er også, at for at holde det fugtfrit skal der ventilation og lidt varme til. Men hvis man isætter en dampspærre, har man så nogen muligheder for at gardere sig mod fugtproblemer fordi dampspærren er på den forkerte side ift. varme på de rigtigt varme sommerdage? Hvis man kun ventilerer luften inde i skuret, har det vel ingen effekt på sådan et problem? Og man varmer jo ikke skuret op til at svare til udendørstemperaturen.
Hvad vil den bedste måde være, at ventilere skuret på? I nogle tråde bliver solventilatorer nævnt, men de bliver skudt ned for ikke at have nok effekt om vinteren. Og det er heller ikke jf. flere tråde nok at lufte ud/friskluftsventiler, da man så bare lukker den fugtige luft ind?
Ift. "solvarme" så har skuret et forholdsvist stort sydvendt vindue, så der kommer en del sol ind.
Hvad vil konsekvensen være, hvis man opvarmer skuret men ikke isætter en dampspærre - men samtidig sørger for ordentlig ventilation, eller anvender en fugtopsampler?
Det blev lidt et langt indlæg, men håber I kan komme med nogle gode inputs, så dampspærreproblematikken kan blive ordenligt belyst, og jeg kan blive lidt klogere:) På forhånd tak!