Kæresten og jeg er i den dejlige situation at vi fra d. 1 Maj overtager vores drømmehus, i form af et dejligt stort bjælkehus opført i midten af nullerne.
Huset er i en rigtigt god byggekvalitet, træet er godt vedligeholdt og vi er ret sikre på at der faktisk ikke er noget at komme efter.
Alligevel vil vi selvfølgelig gerne tegne en ejerskifteforsikring, og gerne en der dækker diverse tilledninger, ud over soklen - og også gerne en der dækker imod forurenet jord.
Endvidere ville det jo være fedt hvis det lod sig gøre at samle alle forsikringerne i samme selskab, eller i hver fald sådan at husforsikring og ejerskifteforsikring som minimum er samlet.
Sagen er bare at det virker stort set umuligt for os at finde et selskab der både udbyder hus- og ejerskifteforsikring OG som faktisk vil lave en ejerskifteforsikring på et bjælkehus! Vi har pt. henholdsvis forsikringer i IDA og TJM, der begge er Tryg i forklædning, men de bruger begge Frida til deres ejerskifteforsikringer - og Frida tegner IKKE ejerskifte på bjælkehuse :(
Dansk Boligforsikring er det selskab sælger har valgt at udbyde hos, men dem er vi blevet advaret imod, og ... tja, Trustpilot taler vist for sig selv.
Nykredit var mæglers valg - men de dækker ikke forurening af jord, eller imod insekter, råd og svamp - hverken i ejerskifte eller i deres husforsikring.
Er der nogen herinde der har stået i en lignende situation - eller som har en ide til noget vi måske overser i alt det her?!