De nævnte produktet er jeg ikke stødt på her i Europa, men problemerne med indfarvning af nåletræ er velkendt.
Nåletræ er karakteristisk ved at vækstlagenes modtagelighed for farve er væsentlig større end for hårdttræ. Bemærk at bejdse i pulverform er udviklet for fremhævelse af hårdttræs karakteristika.
De bløde årringe skal mættes inden bejdsning for at undgå træet vender årer. At vende årer betyder, at de lyse ringe bliver mørkere og omvendt efter bejdsning.
Der findes flere metoder, men mætning med schellak er den gængse som lettest kan styres da schellak er foreneligt med de fleste slutbehandlinger. Fravælges indfarvet schellak, skal bejdsen opløses i vand.
Emnet fugtes med sprit efter bejdsning hvis grundbejdse er på vand, hvorefter der påføres et tyndt lag schellak med en bal. Fremgangsmåden må ikke forveksles med fransk polering.
Schellak fås både i fast og flydende form som begge kan indfarves med de gængse bejdser i pulverform. Fast schellak i blokke eller flager er opløseligt i sprit, men filtreret flydende schellak anbefales da den er transparent.
Herefter slibes let med klods, så de mørke (og hårde) årringe fritlægges for schellak. Slibningen skal ubetinget foretages med klods, da håndslibning følger træets ujævnheder som forringer resultatet.
Herefter bejdses anden gang hvor de frilagte hårde årringe modtager farven. Bejdsen opløses i vand og ikke sprit da sprit opløser schellak hvis du starter med vandopløst bejdse.
Det kan anbefales at sidste bejdsning tilsætte en anelse rød som fremhæver årene specielt ved planskåret nåletræ. Resultatet ligner en million.
De forskellige bejdsers farver og densitet vurderes bedst ved at dyppe en finger i bejdsen som gnubbes mellem pege- og tommelfingeren. Det lyder åndssvagt, men det er faktisk den bedste visuelle vurdering.
P.S. I den grafiske branche er der en rammende talemåde: Den professionelle kendetegnes ved de snavsede fingre og det rene papir. Amatøren kendetegnes ved de rene fingre og det snavsede papir.