Vi overvejer at købe et hus, der kræver en del renovering og er nu igang med at se på om vi overhovedet kan komme i nærheden af det inden for vores budget. Vi vil selv stå for alt nedrivning pudse-, filte-, isolerings- og malerarbejde samt afhøvling af trægulve (gl. egetræsgulve). Vi er ikke selv håndværkere, men svigerfar, der er på efterløn er tømrer og vil hjælpe os og kan vejlede ved en del af arbejdet.
Det er en gl. muremestervilla fra 1915 på 117 kvm, hvoraf 50 er på 1.salen. Det har været et rygerhjem og det er derfor nødvendigt at fjerne alt tapet og gulvtæpper (ville vi alligevel ikke beholde) og når vi alligevel er i gang giver det mening også at efterisolere på 1. salen.
Vi har fået et overslag fra en byggeleder der inkluderer arbejde på murværk (45 t +), reparation på sokkel, udskiftning af 5 vinduer, nedrivning af to bærende vægge, nedbrydning af sænkede lofter i st.etagen samt reparation af klinker i st.etagens badeværelse. Overslaget er på 170.000 kr inkl. moms og tænker at vi nok skal sætte 200.000 af til den post. Taget er i god stand og kræver ikke rep.
Derudover vil vi lave nyt køkken for ca. 50.000 kr og badeværelse på 1. salen (toilet er ikke etableret på forhånd, men der er rørføring til vask og bad), hvilket vi håber kan klares for 100.000 kr. Er det mon for optimistisk?
Altså 200.000 + 100.000 + 50.000. Tror I vi vil kunne klare os med 100.00 til resten - d.v.s. fjernelse af tapet, pudsning, filtning og maling af vægge og lofter i stuen samt afhøvling af gulve. Desuden nedrivning af gipsvægge på 1.sal, isolering af skåvægge, nye gipsvægge, pudsning, filtning og maling af disse samt afhøvling af gulve - altså materialer hertil. Derudover udgifter til håndværkere der skal udskifte Velux-vindue, isætte endnu et Velux-vindue samt installere radiator i nyt værelse på 1. salen. Er 100.000 mon nok til at dække det?
På forhånd tak for hjælpen
Mange hilsner
Sofie