Hvordan udbedrer jeg skorstenen?

Jeg har fået muret en ny skorstenspibe. Det skulle være en gammel skorstenstype med gesims og udkragning/sokkel så den passer til vores gamle hus. Jeg er ikke helt tilfreds, da mureren ikke har fulgt min tegning til punkt og prikke og for eksempel har gjort overgangen mellem gesims og skaft for markant.

Jeg ønsker derfor nu at tilføje ét skifte over udkragning/soklen og ét skifte under gesimsen, så overgangen ikke virker så markant, men hvordan gør jeg lige det? Også så jeg er sikker på at det holder?

- skal jeg udskære eller fræse ud i skaftet så jeg kan indmure en hel mursten i et bånd hele vejen rundt?

- eller kan jeg nøjes med at "pålime"/mure 1/3 mursten udenpå og derefter fuge og filtse?

Skortenspiben er, og skal bagefter "indgrebet", filtses. 

På forhånd tak,

Anders


 

5 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce

Prøv at komme med et billede. Der er ting der kan lade sig gøre og ting der kun kan tegnes. Når man arbejder med mursten er det mindste mål man bruger 1/2 sten. Det giver så 1/4 sten i begge sider som mindste udkravning. Om det er markant eller ej har også meget at gøre med længden på skaftet. 

I øvrigt er skorstenspiber en historie for sig, og det er meget egnsbestemt. Hvis det på din egn er kotyme at mure det på en bestemt måde så bør man holde sig til det. 

Jeg har selv lavet 2 nye piber på huset, og havde faktisk planer om at lave en forsænket rude i siden af skaftet. Men det er en Ø facon på skorstene som ikke blev brugt her i Midtjylland . Så det blev lavet med tegsten muret ind i sokkel så man undgår zink inddækning, og med spids gesims som 1+1-1

Prøv at se om denne artikel om emnet


 


Har nogen samlet det, kan det skilles ad. Samles igen ? ?


m.v.h. Erik

Tak for dit svar. Jeg har vedhæftet en hurtigt, ikke-målfast tegning, af den nuværende skorstenspibe og skorstenspiben som den burde have set ud med en tragtgesims 1+ 2. 

Min oprindelige tegning var lavet med udgangspunkt i et par gamle fotos, så jeg så vidt muligt kunne genskabe det oprindelige udtryk fra 1906. I 1950'erne bare var sat en "lige-op-og-ned"-skorsten på, så vi havde ikke den oprindelige til at mure efter. Jeg har også teglsten muret ind i soklen og har fået lavet muret rygning.

 


 

Fuldstændig min historie: hus fra 1916 ny lige skorsten i 1978-80 sammen med nyt eternittag. Og så mente jeg i 2015 der skulle være 2 skorstene på, så den ene kan være aktiv medens den anden "bare" hænger i forstærkede spær. 

Og  det er jo "min" skorsten du har ønsket dig. Undtagen at jeg har ladet den spidse 1 hak ind øverst. 

Du kan godt lime en skæl på med f.eks. fliselim som passer de 2 steder, men der er risiko for at de materialer ikke arbejder ens. Og det er ærgerligt hvis det revner senere .

Så jeg ville hugge de 2 rækker mursten ud og mure nye i den 1/4 sten længere ude. Du kan køre i fugen over skiftet for neden og under for oven med stor klinge på vinkelsliber. Og så hugge resten af fugen ud med fladmejsel. Når først stenen er fri for studsfuge og en af de andre fuger kan den nemt slås fri. Hvis du hugger for voldsomt ellers har du risiko for revnet skorsten.

Tag så for f....... en sikkerheds line på. 


Har nogen samlet det, kan det skilles ad. Samles igen ? ?


m.v.h. Erik

Hej Erik,

Ja, det er dejligt når man kan føre noget tilbage til sådan som det oprindeligt har set ud. Man kan både se og mærke forskellen med det samme - det er noget med korrekte proportioner og harmonien i arkitekturen! Hos os er skorstenen kun én af de ting vi har førsøgt at føre tilbage, så det ærgrer mig, at de netop murede den op på en dag hvor jeg ikke selv kunne være der. 

Jeg havde lidt håbet på, at du have anbefalet metoden med fliseklæb, men jeg vidste nok alligevel godt, at jeg nok skulle igang med vinkelsliber og fladmejsel i stedet.

Vedr. sikkerhed har jeg planer om at lave en klassisk arbejdsplatform i træ udfra nogle gamle instruktioner jeg har fået via Den Gamle By, men smider nok lige en sikkerhedsline om livet alligevel :-)

Mange tak for dine anbefalinger. Så afventer jeg bare bedre vejr.

Mvh Anders 


 

I samme forbindelse fik jeg nyt tag på huset. Der var som skrevet kommet eternit tag på, og udhæng var forøget væsentlig både på sider og i gavle. Ligeledes havde man skjult den oprindelige 1/4 valm. Så huset lignede "en lille mand med alt for stor hat på"   Jeg kiggede en del på huse  rundt i området fra samme tidsperiode. Det eneste der næsten ikke var til at finde var skorstene, da vi har fjernvarme i området

Det blev alt sammen ført tilbage så godt som muligt. Da jeg var i gang kom tidligere ejere med 2 fotografier fra ca. 1949 og 1952 og det viste at jeg nogenlunde havde ramt rigtig. 

Det eneste jeg ikke havde ramt var taget på en gavlkvist (kvist med murværk helt nede fra ) Der havde jeg planlagt en mindre valm, hvor det oprindelige foto viste et "Norsk trækirke spir" oppe i spidsen. 

Kan godt se at det er fristende med de skaller på din skorsten, jeg har ingen specifik erfaring omkring at lime nogle skaller på, måske kan der komme nogen med mere erfaring på banen.


Har nogen samlet det, kan det skilles ad. Samles igen ? ?


m.v.h. Erik
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis