Det lyder næsten som samme problem jeg stod i for et halvt års tid siden, mht. forståelse.
Nilan VP18 Køl Sol har noget varmegenvinding, men det ser ikke ud til at ske gennem en krydsveksler. Dermed må det ske gennem en varmepumpe.
Mit bud er, at indeluften suges ud af huset og blæses på varmepumpens køleflade, hvorved luftens varmeindhold 'pumpes' ind i varmepumpens kølemiddel (eller varmetransport-middel, om man vil). Afkast-luftens temperatur burde du kunne aflæse et sted, og jeg vil skyde på den kan komme under 0 grader.
Varmepumpen flytter varmen over til varmefladen/varmefladerne, og her leveres varmen - det er dét en varmepumpe kan. Pumpe varme fra en køleflade til en varmeflade. De kan også kalde varmevekslere under ét.
Der er dog et problem i dette: hvis udeluftens temperatur er sammenlignelig med afkast, så vil energimængden, der pumpes ud af indeluften, være den samme, som den nye luft skal varmes op med. Dermed bliver der intet overskud til at varme dit brugsvand og til centralvarmen. Så lidt afhængig af hvordan varmefladerne er prioriteret, kan du enten få opvarmet dit brugsvand/centralvarme eller varmet indblæsningsluften op.
Ud fra det du skriver kunne det godt lyde som om at centralvarmen og brugsvandet bliver prioriteret, og dermed er der ikke overskud til også at varme indblæsningsluften nok op.
En løsning på dette er at suge mere luft ud, end du blæser ind. Det bør man i øvrigt altid gøre, for ikke at presse fugt ud gennem de små huller i vinduer/døre/dampspærre, der måtte være i huset. Dog skal du suge betydeligt mere luft ud, for at tilføre tilstrækkelig energi til kølefladen, men denne luft vil så komme ind gennem før nævnte utætheder.
Så grundlæggende er det ikke et optimalt setup, medmindre du altid kan trække tilstrækkelig energi ud af indeluften, end der skal leveres til brugsvand+indblæsningsluft. Og det kræver at afkast-temperaturen er væsentligt lavere end udendørstemperaturen, hvilket nok ikke har været tilfældet de sidste uger.
Når nu du har fjernvarme, så tænker jeg at denne er koblet til solkredsen, og dermed opvarmer dit brugs- og centralvarme-vand. Altså bør varmepumpen kun opvarme din indblæsningsluft, men det skal VP18 vide, så den kan lukke for tilførslen af varme til vand-varmefladen - antaget at fjernvarmen klarer denne del. Jeg tror godt det kunne være dér, aben ligger begravet