Jeg bliver nødt til at give mit besyv med, da jeg selv lige har stået og haft store kvaler med hvilken klinge jeg skulle bruge til at skære i Hardieplank med. Jeg har været ude i en fukssvans, men den holder sådan cirka til 2-3 meter, så er den lige til at smide ud. Har været nede og købe en ny HM klinge til min lille rundsav (en billig grøn en fra Bosch), men snittet bliver ikke pænt. Så købte jeg en special-klinge fra DeWalt i Stark der havde forstærkede tænder og efter sigende skulle kunne skære i fibercement. 200 kr fattigere og en tur på rundsaven med et teststykke ned Hardieplanken og jeg kan konstatere at det duer ikke. Man skal nærmest mase rundsaven igennem planken og siden er fyldt med sorte brændpletter.
Skulle jeg virkelig bide i det sure æble og købe en klinge til 1200 kr til dette ene projekt? Nej, fandme nej! Igår faldt jeg så tilfældigt over Jem og Fix's hjemmeside og så at de på deres Falke 230 mm diamantskæreskive havde en medfølgende reduktionsring, så man både kan bruge den i et 22 og 20 mm hul. Så stor en skive kan min rundsav ikke klare, men jeg tænkte at hvis den til 230 mm havde en reduktionsring, så ville den normale skæreskive til en vinkelsliber på 125 mm sikkert også have en medfølgende reduktionsring i, så skiven passer til 20 mm hullet i min rundsav. Så jeg kørte ned for at tjekke det ud, og ganske rigtigt, det havde den!
Nu har jeg så lige prøvekørt den på min rundsav og lavet et testskær på omkring en meters penge. Den skærer igennem Hardieplanken som var det smør og snittet er utroligt pænt uden brændemærker som der kom med HM klingerne. Det eneste minus er at den æder noget mere materiale end en klinge, da skiven er tykkere, men hvis man kan leve med 2-3 mm mindre materiale (og at skulle tage højde for det i opmålingen), så kan det altså lade sig gøre at skære igennem fibercement med en rundsav til en 1/20 del af prisen for en fibercementklinge. Så er tippet hermed givet videre!