Stelforbindelsen er normalt minus. Den forbindes (i gamle biler) til stel, som så er tilsluttet minuspolen på batteriet. I f.eks. en båd, hvor skroget normalt ikke er af metal, skal stelforbindelsen laves som en ledning, hvor de enkelte forbrugssteder så kan kobles på. Det kan spare mange m. ledning når det kun er nødvendigt med een leder fra afbryder til forbrugssted. Stelledningen fra det enkelte forbrugssted skal således blot tilsluttes ved den fælles stelledning - i princippet en ledning som går hele vejen rundt langs skibets "ydervæg".
Tag f.eks. to stk 12 v lamper. Du tager den ene ledning fra hver lampe og tilslutter dem begge til dit batteris minuspol. Fra pluspolen forbindes en ledning til en sikring. På den anden side af din sikring forbindes 2 ledninger til hver sin afbryder. Afbryderne forbindes nu med den anden ledning fra dine lamper - een afbryder til een lampe. Nu kan du tænde og slukke lamperne hver for sig.
Hvis der er langt fra dit batteri til dine lamper, kan du spare ledning ved at bruge en fælles "stelledning" - ovenstående tilfælde ved at nøjes med een ledning fra din minuspol og helt hen til din første lampe. Den anden lampes stel tilsluttes så ved første lampes stel.