Den chef, jeg respekterede mest, var ham, der sagde: "Det ved jeg ikke, men jeg vil finde ud af det." Han var ikke bange for at indrømme, at han ikke viste alt.
Da jeg for en del år siden som Sergent, skulle have et hold værnepligtige, holdt jeg også en lille tale for dem.
Nogle af de folk jeg havde, ser jeg stadigvæk. Og de citerer mig gerne for nogle af mine kommentarer og spidse bemærkninger.
Men noget af det, der gjorde størst indtryk på dem var, at jeg sagde tingene ligeud.
Bl.a. sagde jeg “Jeg er Sergent og skal tiltales som sådan. Jeg har en fin uddannelse som gør at jeg nu skal bestemme over Jer. ”
“Men når det så er sagt, er jeg også et menneske. Og jeg ved ikke alt. Så hvis jeg nu sætter f.eks. Krogsgaard til at mure en væg op, og der sidder en murer og kigger på det, er det meget muligt, at han kan komme med betydelige, og ikke helt uvæsentlige, gode råd.”
“Så SKULLE det nu ske, at én af Jer kan se en fordel i at gøre noget på en anden måde, end jeg har befalet. Så kom.”
Og det skete faktisk. Og det med mureren var ikke helt ved siden af.
Jeg satte Krogsgaard til at skære nogle dæk op, som vi skulle bruge til sløringsnet. Jeg spurgte om der var spørgsmål, men han sagde intet.
Kort tid efter kom Skovbjerg, en rigtig fin svendborgenser, og sagde, at det altså så lidt farligt ud, ovre ved ham gymnasiedrengen. Og om han ikke skulle overtage
-Det viste sig at Skovbjerg var en murer med særdeles god fysik, og han ondulerede lige de dæk, på ingen tid
Dette eksempel har jeg ofte brugt sidenhen
Jeg prøver at få folk til at føle sig godt tilpas, så de tør være sig selv, og stå ved deres egen kunnen.