Valg af metalprofil til vægmonteret skrivebord

Vi skal have lavet et vægmonteret skrivebord med dimensionerne 235 cm x ca. 60 cm til et hjemmekontor og kreative sysler. Vi har også nogle søde børn der kan finde på at kravle op på bordet så den skal gerne kunne holde til en midlertidig belastning på ca. 50 kg ved kanten. Som plade tænker vi på noget 'råt trælook', fx 12,5 mm krydsfiner eller OSB-plade som evt. lakeres. Vi vil gerne undgå bordben samt have en let og billig konstruktion, så jeg har egentligt ikke tænkt mig at bruge bordbæringer, da jeg forventer, at de vil gå temmeligt langt ned hvis de skal kunne optage det fornødne moment. Planen er i stedet, at pladen understøttes langs de tre sider ind mod væggen fx skruet på en lægte fastgjort med dyvler til murstensvæggen. Langs den frie side overvejer jeg at bruge et metalprofil, som skrues til pladen med jævne mellemrum, hvorefter metalprofilet bliver fastgjort til lægten ved væggen i begge ender (eller med vinkelprofiler), dermed fungerer den både som afstivning og understøtning for pladen. Som metalprofil havde jeg tænkt på en vægskinne, har fundet to der synes at passe i længden:

  • https://www.10-4.dk/varer/hus-have-og-fritid/elfa-opbevaring/elfa-classic/vaegopbevaring/Vaegskinner/Elfa-vaegskinne-hvid-5046356
  • http://www.porsa.dk/products/hyldesystemer/vaegskinnerstaal/vaegskinne/

Jeg har også overvejet nogle deciderede stålprofiler:

  • http://www.bygmax.dk/byggematerialer/armeringsnet-og-stal/hulprofil-sort.html

men det ser ud til at blive dyrt hvis det skal leveres og jeg vil også bare gerne have en forholdsvis billig løsning. Alternativet er nok to ca. 25x25 mm lægter side om side i stedet for metalprofilet, vil helst ikke have at de går for langt ned.

Nogle forslag/tanker omkring at benytte metalprofiler, vægskinnen eller andre billige løsninger? 

På forhånd tak!

4 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce
Hvis I rigtig godt kan lide OSB-looket, så kan i selvfølgelig gå efter det, men vær opmærksom på at den er meget utaknemlig at få ordentlige kanter og en brugbar overflade på. Der er krydsfineren klart overlegen - især hvis I tager en af de bedre med tynde og tætte lag. Jeg vil anbefale 18mm som det tyndeste pga. den begrænsede understøtning. På et elementkøkken ville man kunne gå længere ned.

Revler på væggen er rigtig fint og en gennemprøvet stærk løsning. Mht. at minimere målene på understøtningen i forkanten, så ville jeg gå efter et firkantprofil i min. 25x25x3mm, og lade det køre igennem fra væg til væg, således at de gemmer revlerne på væggen inde bagved. Bor huller hele vejen igennem stålprofilet og skru det fast i undersiden af pladen med ca. 25cm's afstand med spunskruer med fladt hoved. Sæt møbelvinkler på revlerne, så I kan komme til at skrue op under pladen for at holde den fast.

Som tømrer ville jeg foretrække støtte i forkanten af træ, men med krav om så lav en profil over den bredde uden ekstra understøtning ville jeg ikke turde binde an med det. Det er ikke stærkt nok

Danmark er et prægtigt sted, hvor husene har lov at stå ude om natten!
Som smed vil jeg dige at et profil i jern på 25x25x3 - ikke vil afstive noget som helst, den er utrolig blød! Jeg vil sige du skal op i noget uligesidet, 40x20x2mm eller et stykke vinkeljern på 40x40x4.. du kan jo sætte den et stykke inde på pladen fra forkanten, så den ikke blir så synlig udefra..
Bor i Varde, så kan måske være behjælpelig med og skaffe noget stål..

Mange tak for jeres inputs, det er en utrolig god hjælp som sætter gang i tankerne. 

FiberSnedker, tak for input vedr. krydsfiner vs. OSB, jeg tror også førstnævnte ville være flottere hvis den engang skulle males over. Og tak for input vedr. afslutningen ml. metalprofilet og lægten mod væggen. 

Martin, det var da en god idé med et L profil / vinkelprofil, men jeg vil gerne holde mig under 25 mm under det meste af bordpladen. 

Men hvad siger du/I til vedhæftede forslag, hvor L-profilets overkant flugter eller er 1 mm under bordpladens overkant. L profilet monteres på en lægte (evt. firkantet profil) under bordpladen, evt. monteres der et yderligere L profil på bagsiden af lægten for at forstærke den yderligere. 

Jeg kan købe et L profil 30 x 20 x 4 mm i 6 meters længde hos Sanistål, så har jeg til vinkelprofilet til forsiden og bagsiden: https://www.sanistaal.com/da/produkter/staal-og-metaller/staal/stangstaal/vinkelstaal-s235-jrs275-jr-uligesidet/c-205928/1016567/vinkelstaal-varmtvalset-s235jr-s275jr

Martin, du er velkommen til at ringe til mig hvis du kan skaffe noget tilsvarende, har sendt dig mit nummer som en privat besked.

Så blev jeg færdig og her er lidt fotos af det endelige resultat som blev noget anderledes og mere tidskrævende end oprindeligt tænkt, men også flottere, synes jeg.  Samlet pris blev ca. 600 kr (havde allerede maling og akrylfuge).

Jeg endte med at bruge en terasso wallmann laminatplade på 28 mm som bordplade. Bordpladen blev fastgjort til et skelet af 21 x 45 mm lægter som var vendt på højkant mod de tre vægge for at give mest mulig bøjningsstivhed og skjule ledninger og som ellers var vendt på den flade side i øvrigt for at give maksimalt benplads. Desuden bestod skelettet af 3 rækker á 200 cm lange vægskinner tæt på forkanten, det var de metalprofiler, som jeg kunne skaffe hjem rimeligt billigt (100 kr. i alt). Skelettet blev fastgjort til de to endevægge med fire stk. befæstigelse. Så jeg endte med ikke at fastgøre skelettet til væggen med det nye tapet - for at undgå at ødelægge tapetet (også hvis vi senere ønsker at fjerne bordet men beholde tapetet) selvom det belaster befæstigelserne mere. Den ene væg bestod af et lag gips og den anden af mursten, så jeg har købt særlig gipsbefæstigelse (25 kg 'bæreevne' per gipsbefæstigelse) og også forsøgt at lave skelettet så stift, at det gerne skulle gerne give en jævn belastning på alle befæstigelser nogenlunde samtidigt. Hvis man sætter to hænder på midten af bordpladen og presser ned, så føles hele konstruktionen rimelig stiv. Jeg har dog ikke testet om det kan klare 50 kg moment på det værst tænkelige sted - så jeg skal lige holde øje med vores piger i den første tid . Til sidst fugede jeg enderne, malede den synlig del af skelettet og limede de medfølgende løse laminatlister på de to U-formede udskæringer til ledningerne. Jeg brugte tre 'normplader' som kabelbakke/stikdåse-holdere indtil videre.

 

 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Relaterede emner

Sponsor på LDS
Malgodt.dk

Malgodt er sponsor på Lav-det-selv.

Få særlig rabat på maling, epoxy og meget andet.

Se mere

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis

Se også