Hej alle sammen,
Sidste år købte vi et hus hvor de tidligere ejere 4-5 år forinden havde lavet en fin og ”praktisk” terrasse i haven som dækkede ventilationshullerne ned til krybekælderen. Kælderen virkede rimelig tør, men vi fik åbnet op for ventilationshullerne igen så kælderen kunne få den påkrævede ventilation.
For en måneds tid siden fandt vi tilfældigvis ud af at krybekælderen havde en luftfugtighed på 92-95%, og nede i krybekælderen viste det sig at langs hele muren (10-12 m) hvor terrassen var blevet opført trængte der vand ind ved størrere regnskyl. Ved et hjørne i kælderen, hvor der ligger en tagbrønd på den anden side af muren, lå der en 1½ meter stor sø af vand. Vi anskaffede derfor en affugter som har kørt i kælderen lige siden, krybekælderen har en luftfugtighed på ca. 70% og vores kælder-sø er nu væk.
Det indtrængende vand ved større regnskyl var dog stadig et problem, så derfor kontaktede vi en entrepernør som kom ud for at se på tagbrønden. Da vi åbnede op for tagbrønden viste det sig at tagbrønden var flækket (dette blev derfor lappet sammen), men hvad værrere var at drænrøret fra terrassen lå under vandspejlet i tagbrønden (ulovlig konstruktion). Dette betyder derfor at når det regner kraftigt og tagbrøndens vandniveau stiger skabes der et tryk i drænrøret som så presser vandet ud af rørene og ind i vores kælder. Terrænet går nedad fra haven mod terrassen og vi har ”meget” ler i jorden, så vandet trænger ikke så godt ned ude i haven, men løber ned på terrassen.
Vi har derfor fået et par valgmuligheder fra entrepernøren som jeg ville forhøre mig om her på forummet:
1) Omlægning af drænrøret og hæld på terrassen væk fra huset. Udgift Ca. 100-150.000 kr.
2) Manuel fri-gravning af sokkel, som derefter males med tjære for at forhindre indtrængen vand, montering af ny brønd med nedløbsrist der kan fjerne overflade vand fra terrassen, og omlægning af hele terrassen så den får den rette hældning mod nedløbsristen. Udgift ca. 30-35.000 kr.
Da pengene er lidt små efter køb af hus og renovering heraf tendere vi at vælge råd nummer 2. Vi overvejer selv at fjerne belægningsstenene fra terrassen, grave sokkel fri (1 meter ad gangen) og male denne med tjære. Vi vil så hyre håndværkere til at lukke det gamle drænrør af, montere ny tagbrønd med nedløbsrist og lægge fliser med korrekt hældning.
Nogen erfarne fagfolk der har råd eller kommentarer til dette? Og er der nogen der har prøvet at male ydermurens sokkel med tjære før og kan dette anbefales?
Mvh.
Morten